Singapore-chef i nyt angreb på OW Bunkers topledelse

Den øverste ledelse i OW Bunker var inden børsnoteringen helt klar over de store kreditter til en enkelt Singapore-kunde, der til sidst kostede OW Bunker livet, mener advokaten for Lars Møller, der var chef i Singapore.

I Singapore var det for de mindre leverandører en almindelig kendt fremgangsmåde, hvorved de kunne sælge olien tilbage til deres leverandør til en lavere pris, end de havde betalt for den. Arkivfoto: ?Roslan Rahman/AFP
Læs mere
Fold sammen

Den tidligere Singapore-chef i OW Bunker, Lars Møller, langer hårdt ud efter den tidligere ledelse i det nu konkursramte selskab. Topchef Jim Pedersen og resten af den forhenværende direktion i selskabet var fuldt ud vidende om de store kreditter, som var opbygget til en enkelt kunde i Singapore. Alligevel blev Lars Møller beskyldt for bedrageri i en fondsbørsmeddelelse i forbindelse med konkursen.

Det, mener Lars Møllers advokat Arvid Andersen, står nu helt klart, efter der kom nye oplysninger frem, da specialkurator i konkursboet Søren Halling-Overgaard kort før nytår stævnede ledelsen for 654 mio. kroner.

I konkursboets krav mod ledelsen fremgår det, at Aalborg-virksomhedens datterselskab i Singapore, Dynamic Oil Trading (DOT), allerede ved børsnoteringen i marts havde et enormt tilgodehavende, som var opbygget til kunden Tankoil Marine Services. I 2013 kastede det tilgodehavende 39 mio. kroner af sig i renteindtægter. Det fremgår af årsregnskabet fra DOT, som OW Bunker-ledelsen, herunder Jim Pedersen, har underskrevet, og som blev offentliggjort få dage efter, at selskabet var blevet børsnoteret.

»Renteindtægterne i DOT og OW Bunker vidner om, at ledelsen har været fuldt ud klar over, at der var en stor kredit, som genererede betragtelige renteindtægter. Renteindtægter kan jo genereres på to måder. Enten fordi man har penge i banken, og det havde OW Bunker ikke – eller også fordi man har ydet sine leverandører kredit,« siger Arvid Andersen.

Politianmeldelse udeblev

Da virksomheden gik konkurs i november, fremgik det, at virksomheden var blevet bedraget af Lars Møller og finansdirektør Kimmie Goh. Men den varslede politianmeldelse kom aldrig, og det er i dag mere tvivlsomt, om de to har begået noget ulovligt.

Lars Bo Langsted, juraprofessor ved Aalborg Universitet, mener, at oplysninger fra kuratorerne kalder på en forklaring fra ledelsen.

»Det er svært at forene, at der på den ene side er en ledelse i OW Bunker, der skriver under på et regnskab fra DOT, og på den anden side den samme ledelse, der siger, at den ikke kender til de store renteindtægter. Når man ser regnskabet, må man jo spørge sig selv, hvor de renteindtægter stammer fra, de kommer jo ikke ud af den blå luft. Det er en tung forklaringsbyrde, der påhviler underskriverne af sådant et regnskab, når de siger, at de ikke skulle kende til de kreditter og størrelsen på dem,« siger Langsted.

Jim Pedersens advokat, John Korsøe Jensen, er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse.

Renteindtægt – hvor kom den fra?

Kort inden nytår skrev Berlingske, at specialkurator Søren Halling-Overgaard på vegne af konkursboet kræver erstatning af de fem tidligere OW Bunker-topfolk, fordi de mod OW Bunkers vedtagne kreditpolitik har ydet en kredit af tilsvarende størrelse til Singapore-kunden Tankoil Marine Services. Den store kredit var med til at få OW Bunker til at bryde sammen i begyndelsen af november.

Af kurators gennemgang af DOT fremgår det, at hele 39 mio. kroner ud af DOTs overskud på 50 mio. kroner var renteindtægter af tilgodehavende fra salg, som i det væsentlige lå hos én kunde, nemlig Tankoil Marine Services. Tankoil kunne ikke betale selskabets gæld til DOT, og det var med til at trække OW Bunkers ned.

Alligevel var DOT og datterselskabets voldsomme kreditgivning og store renteindtægter ikke nævnt med ét ord i børsprospektet. Det har den tidligere topchef for DOT, Lars Møller, længe undret sig over, siger hans advokat:

»De meget store renteindtægter i DOTs 2013-regnskab bekræfter jo, at ledelsen i Aalborg har været vidende om, hvordan aktiviteten i Singapore blev drevet. Børsprospektet er baseret på DOTs 2013-regnskab, men OW Bunker har bare ikke oplyst, at renteindtægterne stammer fra samhandlen med Tank-oil,« siger Arvid Andersen.

»Min klient har ikke været med til at lave børsprospektet. Men han undrede sig dengang over, hvorfor der ikke var oplysninger om DOT i prospektet. Det var mærkeligt, at ledelsen på den ene side gerne vil have DOTs penge, men på den anden side ikke ville oplyse, hvor pengene kom fra,« siger advokaten.

A new brand

Ifølge kurator Søren Halling-Overgaard blev datterselskabet Dynamic Oil Trading i september 2012 præsenteret for OW Bunkers bestyrelse med Niels Henrik Jensen i spidsen som »a new brand«, der skulle operere parallelt med OW Bunkers eksisterende datterselskab i Singapore, OW Bunker Far East.

Topchef Jim Petersen indtrådte ved den lejlighed sammen med finansdirektør Morten Skou og direktør Götz Dieter Lehsten fra OW Bunkers øverste direktion i Singapore-selskabets bestyrelse.