Noget så enkelt som en oversigtsliste skal forsøge at lokke kommende studerende ind på præcis de tekniske it-uddannelser, som virksomhederne skriger efter at få fyldt op, så de senere kan besætte ledige stillinger.
Det er Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), der nu forsøger at komme mangelen på arbejdskraft til livs og sikre, at flere vælger »den rigtige« uddannelse, når de senest 15. marts søger ind gennem Kvote 2-ordningen.
Mange tusinde mangler til ledige it-job
Der findes flere end 50 forskellige it-uddannelser inden for algoritmer, softwareudvikling, softwarearkitektur, dataanalyse, maskinlæring, menneske-maskine-interaktion og cybersikkerhed samt dataetik, brugbarhed af it-systemer, it-ledelse m.m. herhjemme. Men det kan være vanskeligt at gennemskue, hvilke uddannelser der giver de dybe, tekniske kompetencer, som virksomhederne skriger efter.
En opgørelse fra 2016 viste, at der i 2030 vil mangle 19.000 specialister inden for it, og med den større interesse for at udvikle og bruge kunstig intelligens risikerer Danmark i 2030 at mangle op mod 80.000 it-folk med dybe, analytiske færdigheder.
»Det er svært at navigere i, hvad der er af relevante it-uddannelser. Derfor er der stor sandsynlighed for, at man ikke får set alle de gode muligheder. Vi har derfor lavet en oversigt over, hvilke it-uddannelser der falder inden for de teknisk-naturvidenskabelige områder. Den skulle meget gerne gøre det lettere at navigere i udbuddet af it-uddannelser, der giver de udviklingskompetencer, som samfundet har brug for,« siger Ole Lehrmann Madsen, formand for ATVs digitale vismandsråd, professor i datalogi på Aarhus Universitet og tidligere administrerende direktør for Alexandra Instituttet, som arbejder på at få forskere, uddannelser og virksomheder til at arbejde tættere sammen.
Ubesatte stillinger og aflyste ordrer
Det er især specialister med teknisk-naturvidenskabelige it-kompetencer, som efterspørges af virksomheder og i det offentlige. Det er folk, der kan designe, konstruere og udvikle komplekse it-løsninger og være med til at omsætte data til viden og værdi.
Alene medlemmerne af IT-Branchen, som er Danmarks største brancheorganisation for it-virksomheder, havde i oktober 2020 en akut mangel på omkring 2.600 specialister i Danmark. Det betød, at mange stillinger stod ubesat, og at ordrer måtte udskydes eller afvises, fordi der ikke er kvalificerede hoveder til at løse dem.
Problemet er, at de nødvendige uddannelser er så lange, at der går flere år, før de studerende er færdiguddannede og klar til at søge de ledige job.
»Vi skaber et unødigt benspænd ved ikke at gøre det let for studerende at få overblik og ikke at synliggøre mulighederne. Det er et simpelt greb for at afhjælpe flaskehalsen,« siger professor Stephen Alstrup, næstformand i ATVs digitale vismandsråd.
Læs mere: Se ATVs uddannelsesoverblik