Simcorp køber partner for 60 mio. euro

Simcorp har købt selskabet AIM Holding og datterselskabet AIM Software for 60 mio. euro, svarende til 448,1 mio. kr.

Det oplyser Simcorp torsdag morgen i en meddelelse til fondsbøren.

Selskabet, der længe har været Simcorps partner, har omkring 75 ansatte i AIM Software og en årlig omsætning på 15,5 mio. euro, svarende til 115,8 mio. kr. Købet ventes at blive gennemført 1. august og bliver finansieret af egne pengereserver og kreditfaciliteter, fremgår det af meddelelsen.

»AIM's markedsledende databehandlingsløsning, Gain, er en værdifuld tilføjelse til vores portefølje, der støtter vores tilbud på strategisk vigtige områder for vores kunder.«

»Kombinationen af AIM's databehandlingsevne og Simcorps integrerede front-to-back investeringsløsning vil gøre det muligt for os at servicere kapitalforvaltere og kapitalejere med en endnu mere omfattende end-to-end-løsning, der kan styrke vores lederskab i en evigt udviklende industri,« siger topchef Klaus Holse i meddelelsen.

Opkøbet ventes at øge Simcorps omsætning med omkring 2 pct. og have en negativ indflydelse på EBIT-margin på omtrent 1 pct.point.

Derfor justerer Simcorp sine forventninger til 2019. Der ventes nu en vækst i omsætningen målt i lokal valuta på 10 til 15 pct. mod tidligere 8 til 13 pct. Der ventes nu en EBIT-margin målt i lokal valuta på 24,5 til 27,5 pct. Tidligere var forventningen en margin på 25,5 til 28,5 pct.

/ritzau/FINANS