SimCorp henter ny CFO hos Rambøll

SimCorp har fundet sin nye økonomidirektør (CFO), og valget faldt på den 49-årige Michael Rosenvold, som træder ind i selskabets Executive Management Board og bliver ansvarlig for at lede selskabets globale finans-, IT-, procurement-, investor relations- og juridiske teams.

Foto: Anders Z. Arkivfoto: SimCorps Hovedsæde.
Læs mere
Fold sammen

Michael Rosenvold kommer til SimCorp fra ingeniør-, design- og konsulentvirksomheden Rambøll, hvor han har været CFO siden 2008. Forud for det besad han CFO- og investor relations-stillinger hos den globale facility-servicevirksomhed, ISS.

»Det er en fornøjelse at byde Michael velkommen som ny CFO hos SimCorp. Michael har allerede vist sit værd i lignende stillinger hos andre store internationale virksomheder, og jeg er overbevidst om, at hans erfaring og performance-fokus vil blive et aktiv for SimCorp i vores fortsatte vækst«, siger bestyrelsesformand i Simcorp, Jesper Brandgaard, i en meddelelse.

Michael Rosenvold tiltræder sin nye stilling senest 1. oktober 2017. SimCorps nuværende midlertidige CFO, Søren Strøm, vil blive i sin stilling minimum til Michael Rosenvold er tiltrådt.

I december fyrede Simcorp sin hidtidige finansdirektør, Thomas Johansen, med øjeblikkelig virkning, hvilket formanden over for Ritzau Finans begrundede med, at han ikke havde levet op til firmaets værdier.