Simcorp har fremgang på top og bund med tykkere ordrebog

Simcorp kan notere fremgang på både top- og bundlinje i årets tre første måneder sammenlignet med tilsvarende periode året før. Det fremgår af softwareselskabets regnskab for første kvartal 2016.

Foto: Morten Juhl. Simcorp landede blandt andet tre nye kontrakter i Nordamerika i første kvartal.
Læs mere
Fold sammen

Omsætningen blev løftet til 59,6 mio. euro mod 56,5 mio. euro fra første kvartal 2016.

Ordreindtaget fra nye licenser faldt ellers godt nok med 2,2 mio. euro til 10,9 mio. euro i årets første kvartal i forhold til samme periode året før. Men ordrebogen blev øget med 4,9 mio. euro i årets tre første måneder sammenlignet med sidste kvartal af 2015.

Simcorp landede da også blandt andet tre nye kontrakter i Nordamerika i første kvartal.

- Med tre nye kontrakter til Simcorp Dimension på det vigtige nordamerikanske marked og en ny Simcorp Coric-kontrakt i Storbritannien, er vi kommet godt fra start i 2016, siger Klaus Holse, der er administrerende direktør for Simcorp, i en kommentar til regnskabet.

Driftsresultatet (EBIT) for januar, februar og marts blev 5,9 mio. euro mod 6,6 mio. euro i tilsvarende periode året før. Omkostningerne voksede samtidig med 7,9 pct. til 53,8 mio. euro.

Alligevel kan softwareselskabet samlet notere en lille fremgang på bundlinjen, idet nettoresultatet blev 4,5 mio. euro mod 4,3 mio. euro i første kvartal 2015.

Simcorp har desuden igangsat et aktietilbagekøbsprogram på 40 mio. euro, som skal køre i perioden fra og med 10. maj 2016 til og med februar 2017.

FORVENTNINGERNE SKRUES LIDT OP

Når softwareselskabet ser på udsigterne for finansåret 2016, præciserer Simcorp forventningerne en anelse op.

Simcorp fastholder godt nok en omsætningsvækst på 3-8 pct. målt i lokal valuta og en overskudsgrad (EBIT-margin) på 21-24 pct. i lokal valuta.

Den justerede omsætningsvækst (non-GAAP) i lokal valuta ventes imidlertid nu at ligge mellem 8 og 15 pct. mod tidligere ventede 8-13 pct. Samtidig ser softwareselskabet nu en justeret EBIT-margin (non-GAAP) i lokal valuta på mellem 24 og 28 pct. mod tidligere forventede 24-27 pct.

- Vores pipeline fortsætter med at udvikle sig, vi ser flere nye salgscases, der kommer til markedet, og vi oplever en stigende efterspørgsel efter vores professionelle tjenester understøttet af vores nye tjenestetilbud. Alt i alt har vi tiltro til vores øgede økonomiske udsigter for året, siger Klaus Holse.

Baseret på valuta-situationen i slutningen af april venter Simcorp en negativ indvirkning på årets omsætningsvækst på omkring 2 og EBIT-margin på omkring 0,2 pct., hvilket svarer til selskabets seneste udmelding.