Forleden kunne selskabet, der leverer it-løsninger til kapitalforvaltere, løfte sløret for et ny stor kontrakt og en opjustering af forventningerne til hele året.
Det fik mandag investorerne til at købe godt op i aktien, der startede ugen med en stigning på 6,9 pct. Tirsdag er den positive stemning om aktien fortsat, da den ved 15.15-tiden er steget yderligere 1,9 pct. til 381 kr.
Dermed er der kun 20 kr. - godt 5 pct. - op til kursrekorden på 401 kr. fra december 2015.
LICENSAFTALE MED AMERIKANSK KAPITALFORVALTER
Simcorp meddelte lørdag, at Franklin Templeton Companies har valgt Simcorp Dimension til at understøtte back-office og investment accounting-processer.
Og det er tilsyneladende en kontrakt af de større, for umiddelbart efter kom en supplerende meddelelse om, at Simcorp opjusterer forventningerne.
VÆKSTFORVENTNINGER LØFTET
Forventningerne til omsætningsvæksten målt i lokal valuta blev ændret til mellem 5 og 10 pct. fra tidligere mellem 3 og 8 pct. Samtidig blev bunden af forventningsintervallet for overskudsgraden, EBIT-marginen, målt i lokal valuta løftet, så den nu ventes mellem 22 og 24 pct. Tidligere var forventningen at lande mellem 21 og 24 pct.
TOPCHEF SOLGTE UD
Simcorps topchef, Klaus Holse, benyttede mandagens kursstigning i aktien til at sælge ud af sin egen beholdning af Simcorp-aktier.
Han solgte under eget navn dels 20.332 aktier til en samlet pris af 7,4 mio. kr. og derudover desuden 5000 aktier for godt 1,8 mio. kr. igennem selskabet Khaboom ApS, som han ejer 100 pct.