Simcorp-direktør: Vi har god dialog om nye kontrakter rundt i verden

Softwareselskabet Simcorp er godt på vej til at lande nye kontrakter flere steder rundt i verden. Og det er ikke kun på det nordamerikanske marked, som ellers er udpeget som et strategisk fokusområde i 2017.

Det fortæller administrerende direktør Klaus Holse i forbindelse med selskabets regnskab for første kvartal.

- Vi har mange samtaler med forhåbentligt kommende kunder, og det er bredt geografisk funderet. Det er både i Nordamerika, Europa og Asien. Selv om vi satser på Nordamerika, skal vi også fokus på de øvrige markeder, siger han.

Simcorp, der tjener sine penge på at sælge software og services til de allerstørste investeringsselskaber i verden, fastholdt sine forventningerne til 2017 i forbindelse med regnskabet.

UPSIDE TIL FORVENTNINGER

Selskabet sigter derfor fortsat efter en omsætningsvækst på 7-12 pct. og en overskudsgrad på 25-28 pct., og det bliver evnen til at få kundernes kuglepen til papiret, der afgør, hvor resultaterne lander i det interval.

- Hvor vi ender i vores forventninger, afhænger af hvor mange nye kunder vi lander. Vores indtægter fra service, vedligeholdelse og fra eksisterende kunder er forholdsvis stabile, så den usikre variabel er, hvor mange nye kunder vi får.

- Vi føler os overbevist om, at vi har en god nok pipeline til at kunne leve op til vores forventninger, men vi skal formentlig længere hen på året for at kunne se, hvor vi præcist lander. De foregående år er mange af kundernes investeringsbeslutninger først blevet taget i slutningen af året, siger Klaus Holse.

1200 KUNDER PÅ VERDENSPLAN

Simcorp har på verdensplan identificeret 1200 kunder, som typisk er banker, pensionsselskaber, forsikringsselskaber eller kapitalforvaltere, og her har selskabet omkring 200.

En enkelt større amerikansk kunde er vundet i første kvartal. Der er ikke sat navn på, men det er ifølge Klaus Holse et velkendt brand, som han først senere på året kan løfte sløret for.

Det er også på det nordamerikanske marked, at de største muligheder ligger. Ifølge Simcorp er der 500 potentielle kunder i Nordamerika.

På globalt plan har selskabet en markedsandel på 15 pct., mens det på det amerikanske marked blot er på 5 pct., hvilket er den anden laveste i de regioner, som Simcorp opererer i rundt i verden.

FREMGANG OVER HELE LINJEN

Simcorps omsætning steg til 73,1 mio. euro fra 61,3 mio. euro i samme periode året før, mens driftsoverskuddet før finansposter viste en fremgang til 10,2 mio. euro fra 7,6 mio. euro.

- Det har været et fint første kvartal. Vi er godt tilfredse med væksten, og det gælder især i vores serviceforretning, siger Klaus Holse.

Driftsmarginen er på 14 pct. i kvartalet, hvilket er omkring det halve af forventningerne til hele året, men det skyldes primært sæsonmæssig variation, hvor omkostningerne er stabile over hele året, mens de fleste indtægter kommer i de sidste kvartaler.

På aktiemarkedet falder Simcorp-aktien 2,3 pct. til 424,90 kr., men er i år oppe med 23,5 pct. Det værdisætter selskabet til små 18 mia. kr.

Ifølge Bloomberg News handler aktien til en P/E - prisen, man som aktionær betaler for en krones overskud - på 31,6 for 2017-indtjeningen.

/ritzau/FINANS