Sikkerhedssvigt skyld i Mærsk-fejl

Det store danske shippingfirma Mærsk beskyldes for at have valgt at spare på sikkerhed og vedligeholdelse i selskabets forsyningsflåde. Resultatet er stribevis af alvorlige fejl på skibene.

Foto: Thomas Skjold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Navigatører uden de rigtige kompetencer, manglende nødplaner ved olieforurening, rustne brandsprøjter, defekt livredningsudstyr, ødelagte pumper og tørdokbesøg, der bliver sparet væk.

Det er ifølge en række søfolk hverdag om bord på skibene i Maersk Supply-flåden - forsyningsdivisionen af Mærsk-koncernen - et billede der bekræftes af interne breve fra ledelsen i Maersk Supply, som Berlingske er i besiddelse af.

Flere års hård sparekurs i koncernen er gået alvorligt ud over vedligeholdelse og sikkerhed på Mærsk-skibene, lyder kritikken, og det får nu de Mærsk-ansatte søfolk til at anklage Mærsk for systematisk at spekulere i besparelser, hvilket kan koste dyrt på sikkerheden.

Anklagerne, som søfolkene fremsætter anonymt af frygt for deres job, kommer dagen efter, at Berlingske afslørede, at Maersk Supply tidligere i år har været udsat for alvorlig kritik fra søfartsmyndighederne på Isle of Man, hvor Maersk Supply har flere skibe indregistreret. Myndighederne på Isle of Man så så alvorligt på problemerne i Maersk Supply, at rederiets skibe var truet af at få inddraget sejltilladelsen.

»Sidste år blev kassen helt smækket i for vedligeholdelse og indkøb af reservedele, og det har været utroligt vanskeligt at skaffe selv det mest basale udstyr. For eksempel oplevede vi, at bestillingen af nyt brandslukningsudstyr blev forsinket med flere måneder. Hvis det var sket på et færgerederi, så var hammeren faldet,« siger en af søfolkene på Maersk Supply Services skibe.

Ledelsen i Maersk Supply erkender, at man har haft en dialog med myndighederne på Isle of Man, men afviser, at der er blevet sparet på sikkerheden.

»Standarden af vedligeholdelse er høj på vore skibe og hører til de bedste i vores industri. Vi har alle godkendelser og alle certifikater på plads. Vi har ikke skåret på vedligeholdelsen af vore skibe, tværtimod har vi brugt tre-fire pct. mere på vedligeholdelse de seneste år end tidligere,« siger Maersk Supplys administrerende direktør, Carsten Plougmann.

Se på grafikken herunder de mange alvorlige fejl på Maersk-Supply skibene: