Sikkerhed er lokoførernes trumfkort

Lokoførerne i DSB er i en unik situation på arbejdsmarkedet, og hensynet til sikkerhed er deres altafgørende trumf.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DSB-ledelsen er tvunget til at kigge i alle hjørner af forretningen for at få rettet op på økonomien. I den forbindelse er lønningerne blandt medarbejdergrupperne atter kommet i fokus.

Specielt lokoførerne er kommet under lup, og det blandt andet fordi deres arbejdsvilkår stikker ud som særdeles attraktive. Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen peger i den forbindelse på, at lokoførerne er i en helt speciel situation, fordi deres job i høj grad handler om sikkerhed.

”Deres pointer har været sikkerhed og punktlighed. Togulykker er noget voldsomt noget, og derfor må man nok spille sikkert og forkæle den gruppe. Det er ikke hvem som helst, der skal være lokofører. Det er derfor, at de kan sammenligne sig med piloter frem for buschauffører,” siger han.

Adgang til uddannelsen som lokofører kræver et vist uddannelsesniveau - f.eks. i form af matematisk studentereksamen. Efter ti måneders uddannelse kan lokoføreren tiltræde en stilling, hvor gennemsnitslønnen inklusive pension er på over en halv million kroner.

Den situation er så godt som unik på arbejdsmarkedet. Årsagen mener Flemming Ibsen også skal findes i, at arbejdsgiveren har begrænsede muligheder for at presse medarbejdergruppen.

”De fleste faggrupper er jo udsat for konkurrence, men her er der tale om en lukket gruppe, hvor der kun er én uddannelse, som går til jobbet,” siger Flemming Ibsen og tilføjer:

”I jobbet har du en speciel kombination af menneske og maskine, som er svær at komme udenom. Alternativet til lokofører er førerløse tog som i den københavnske Metro, men jeg vil altså nødig køre til Aalborg uden togfører. Der har noget med følelsen af sikkerhed og tryghed at gøre.”

Men når det er sagt, mener professoren også, at lokomotivførerne har spundet guld på den situation, der var efter årtusindeskiftet, hvor der opstod stor mangel på lokomotivførere – bl.a. i forbindelse med at britiske Arriva rykkede ind på ruter i Danmark.

”Det er klart, at de har haft en meget medgørlig arbejdsgiver, og jeg har da undret mig over lønstigningerne. Specielt i sidste periode, hvor overenskomstforhandlingerne i det offentlige arbejdsmarked blev ramt af reguleringsordningen, som gav en negativ lønudvikling, ” siger Flemming Ibsen og tilføjer:

”Den var DSB ikke en del af. Der var lønfest i en periode, hvor det øvrige arbejdsmarked lå mere fladt.”

Han peger på, at det i dag er sjældent, at en medarbejdergruppe kan gennemtrumfe så gode vilkår, fordi de står i en unik situation. Han nævner både typografer og journalister som grupper, der tidligere kunne presse deres løn meget højt op på grund af deres livsvigtige funktion på deres arbejdsplads.

Men de tider er forbi. Typograferne blev overhalet af den teknologiske udvikling, og journalisterne blev presset af avishusenes dårlige økonomi. Men den situation kan ikke sammenlignes med lokoførernes, idet teknologien ikke kan afløse dem, og at man næppe kan forestille sig, at DSB vil gå konkurs og lukke.

Flemming Ibsen mener også, at DSB i forbindelse med ændringer af lokoførernes jobfunktioner har været med til at drive deres løn op. Tillægsopgaver som tankopfyldning og oprydning har ikke bare skåret køretiden ned, men også betydet yderligere tillæg til lønnen.