Siemens Gamesa/CEO: Ordreindtag på landmøller var ekstraordinært høj

Foto: Vincent West

En ordreindgang på landmøller hos Siemens Gamesa på 2464 megawatt i de tre måneder frem til udgangen af marts skal ses som et "ekstraordinært" højt tal ifølge selskabets administrerende direktør, Markus Tacke.

For Siemens Gamesa var der tale om den højeste ordreoptagelse i et kvartal nogensinde, og selskabet gav på det område klart baghjul i kvartet til Vestas, som fik kontrakter hjem på 1629 megawatt i perioden.

TRE PÅ STRIBE

Niveauet fik på den efterfølgende telekonference efter fredagens regnskab fra selskabet en analytiker til at spørge ind til, om det var niveauet fremover eller om der var tale om en ekstraordinær høj ordreindgang, som efterfølgende ville falde tilbage til det normale niveau på mellem 1,5 og 2 gigawatt.

I de to foregående kvartaler har ordreindgangen dog også ligget over 2 gigawatt.

- Der er helt klart sæsonmæssig volatilitet i ordreindgangen. Du har nu set tre kvartaler på over 2 gigawatt, og nu har vi i andet kvartal en særlig god ordreindgang, indledte Markus Tacke sit svar.

Han forklarede herefter, at selskabet ikke tager ordrer for enhver pris, da der også er hensynet til bundlinjen.

- Vi foretager en god balancering mellem ordrevolumen og ordrekvalitet. Jeg ville se ordreindgangen på landmøller som ekstraordinær høj i andet kvartal, men det, at vi har ligget over 2 gigawatt i tre kvartaler i træk, kan være en rimelig indikation af, hvor vi kunne ligge fremadrettet, sagde Markus Tacke.

VESTAS IKKE BEKYMRET

Hos Vestas virkede administrerende direktør Anders Runevad ikke synderligt bekymret over at være overgået af Siemens Gamesa på ordrer, da Ritzau Finans spurte ind til det efter selskabernes regnskaber fredag.

Han henviste til, at ordrerne falder ujævnt kvartalerne imellem.

- Ordrer vil af natur komme ujævnt mellem kvartalerne. Hvis jeg ser på vores position og på markedet generelt, med de volumener, der ligger for potentielle ordrer fremadrettet, så ser jeg et meget favorabelt marked. Jeg er ikke så bekymret i forhold til vurdering af ordreindgangen kvartal til kvartal, sagde Anders Runevad.

/ritzau/FINANS