Siemens Gamesa i Aalborg ramt af arbejdsnedlæggelser

Et stort antal medarbejdere på Siemens Gamesas afdeling i Aalborg har af flere omgange nedlagt arbejdet søndag aften og mandag morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: © Michaela Rehle / Reuters

Et stort antal medarbejdere på Siemens Gamesas afdeling i Aalborg har af flere omgange nedlagt arbejdet søndag aften og mandag morgen. Det drejer sig om over 100 ansatte. Flere kan komme i løbet af mandag.

Det skriver Energiwatch med reference til TV2 Nord.

Gruppeformand i 3F Aalborg Benny Vinther Jensen vurderer, at nedlæggelsen kommer på baggrund af en lønaftale.

»Medarbejderne har nedlagt arbejdet på grund af utilfredshed med den lokale lønaftale, der netop er blevet forhandlet færdig. Det er den, medarbejderne bliver præsenteret for på møder i øjeblikket,« siger Benny Vinther Jensen ifølge Energiwatch til TV2 Nord.

Energiwatch tilføjer, at utilfredsheden kommer, efter at vingefabrikken fyrede 600 ansatte i 2017.

De ansatte vurderer ifølge energimediet, at en lang række tillæg bliver fjernet, og derfor mener de ansatte, at lønstigningerne, som der ellers fra ledelsens side var lagt op til, bliver udhulet.

Der vil blive holdt flere møder mandag. Det er uklart, om det ender med flere arbejdsnedlæggelser, men det er ifølge Energiwatch en mulighed.