Sidste spjæt fra BR: Åbner 26 butikker i Danmark til kæmpe januarudsalg

Der er en sidste chance for at bytte gaver i BR og Toys'R'Us efter konkursen. Et stort januarudsalg skal vride de sidste penge ud af den konkursramte legetøjskæmpe Top-Toy.

top toy
Fredag mellem jul og nytår meddelte legetøjsgiganten Top-Toy, som står bag Fætter BR og Toys'r'us, at de er gået konkurs. Konkursbegæringen betyder, at Top-Toys mere end 2000 fuldtidsansatte medarbejdere i hele norden har mistet jobbet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Mellem jul og nytår blev lyset slukket for selskabet Top-Toy, der driver kæderne Fætter BR og Toys'R'Us i Norden. Legetøjskæmpen erklærede sig konkurs efter en stribe år med skrantende økonomi og et stærkt utilfredsstillende julesalg i 2018.

Men nu får kunderne en absolut sidste mulighed for at handle i den konkursramte legetøjskæde. Som en del af forberedelserne til et større udsalg i januar, holder 64 udvalgte butikker i Danmark, Sverige og Finland åbent fra i dag. Der er tale om 26 butikker i Danmark.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse fredag.

Dermed kan kunder, der ikke nåede at bytte julegaver købt efter 30. november, stadig få byttet varer til varer. De 64 butikker, der åbner i dag, vil løbende modtage nye varer fra Top-Toys lagre og de butikker, der er lukket permanent. Online-butikken vil også være åben, skriver Top-Toy.

Ikke alt byttes

Det er dog ikke uden forbehold, at BR og Toys'R'Us åbner dørene.

Kunder skal ifølge Top-Toy være opmærksomme på, at forholdene i butikkerne på grund af konkurssituationen vil være anderledes end normalt. Blandt andet er det ikke alle butikker, der kan håndtere byttepenge, så kunder opfordres til at bruge betalingskort – og i øvrigt følge ansvisningerne i de enkelte butikker.

Derudover skriver selskabet, at varer eller gavekort købt før den 30. november 2018 ikke byttes eller kan bruges, mens varer eller gavekort, købt den 30. november eller senere, kan ombyttes eller bruges til andre varer. Processen for at få pengene retur er en anelse kompliceret, da man som kunde reelt skal igennem kuratoren advokatfirmaet Gorissen Federspiel. Kunderne skal sende billeder af gavekort og kvittering, så man kan se datoen for købet, til konkursboets kurator på mailadressen toptoy@gorrissenfederspiel.com. Man kan læse mere om betingelserne her.

I Danmark vil fem BR og 21 Toys'R'Us holde åbent.

Derfor gik det galt

Top-Toy, der er ejet af den svenske kapitalfond EQT, har gennem store dele af 2018 forhandlet med sine banker, heriblandt Nordea, Danske Bank og Nykredit Bank, om fremtiden for Top-Toy. BR-kæden har udviklet sig så dårligt, at virksomheden har brudt de lånebetingelser, som bankerne oprindeligt opstillede for at låne EQT penge til at købe Top-Toy for – det, der i banksprog hedder covenants.

Situationen fik bankerne til at kræve, at EQT skød flere penge ind i Top-Toy. Ellers ville bankerne trække lånene og dermed reelt sende Top-Toy i konkurs. De hårde forhandlinger har kørt helt op til en følsom deadline lige op til det livsvigtige julesalg for BR. Top-Toy kører nemlig med skævt regnskabsår, og senest 30. november skulle selskabet indsende sit regnskab. Her kom det så frem, at Top-Toy var røget i rekonstruktion.

Mellem jul og nytår stod det klart, at julesalget havde været så sløjt, at kæden ikke kunne reddes.