Siden stiftelsen har de haft røde tal på bundlinjen. Nu er selskab kendt fra »Løvens Hule« under konkursbehandling
Ladybox blev kendt for sin deltagelse i Løvens Hule, men nu må firmaet kaste håndklædet i ringen efter årevis med røde tal.

Ladybox blev kendt for sin deltagelse i Løvens Hule, men nu må firmaet kaste håndklædet i ringen efter årevis med røde tal.

Virksomheden Ladybox har været med i DR-programmet »Løvens Hule« to gange.
Anden gang var lykkens gang, og derfra gik de to stiftere Camilla Paulsen og Camilla Bilgrav med en investering på 300.000 kroner fra både Jesper Buch og Jacob Risgaard. I mellemtiden kom popsangerinden Medina også med ombord og købte en andel af forretningen.
Men de penge var ikke nok til at holde gang i virksomheden, som for nylig er kommet under konkursbehandling, skriver Finans.
Virksomheden Ladybox har solgt skønhedsprodukter til kvinder på abonnement.
Allerede da virksomheden var med i Løvens Hule første gang tilbage i 2019, spåede Jesper Buch, at de ville gå konkurs. Dog skulle der gå fem år, før den spådom gik i opfyldelse.
Driften i virksomheden har været indstillet siden starten af marts, oplyser kurator Per Astrup Madsen til Finans:
»Salget begyndte at svigte, da Ukraine-krigen brød ud. Der kunne ses en væsentlig nedgang i salget. Nu skal jeg se, om der er nogen, der kunne være interesserede i at overtage virksomheden,« siger han.
I det seneste regnskab, som er fra 2022, fremgår det, at selskabet har et underskud på cirka 1,3 millioner kroner. Året før det lå der et negativt årsresultat på knap 900.000 kroner.
Og faktisk har virksomhedens bundlinje ikke været grøn på noget tidspunkt siden stiftelsen i 2018.
På LinkedIn har medstifteren Camilla Paulsen været ude og kommentere konkursen:
»Jeg har brugt de seneste uger på at slappe af, være glad og stolt af alt, hvad vi har opnået i Ladybox – også selvom det ikke endte, som vi havde drømt om. Jeg står tilbage og ved, at vi har givet blod, sved og tårer. Derfor er det også okay, at det ikke gik,« skriver medstifteren i et opslag på LinkedIn.
Nu er hun klar til den næste udfordring i sit arbejdsliv:
»Nu står jeg på den anden side. Jeg har lukket et kapitel, og nu er jeg klar til at starte et nyt.«