Shopbox-app på gaden

Det danskudviklede elektroniske iPad-kasseapparat Shopbox er officielt blevet frigivet og fås endda i en gratisudgave til de helt små butikker.

Det danskudviklede elektroniske iPad-kasseapparat Shopbox er officielt blevet frigivet og fås endda i en gratisudgave til de helt små butikker.
Læs mere
Fold sammen

Efter en lang udviklingsfase er serieiværksætteren Christian Ziglers iPad-kasseapparat Shopbox nu klar til officiel lancering. I denne uge er appen blevet frigivet – og det oven i købet med en gratisversion.

Shopbox har været under udvikling i flere år og har nu været igennem en testfase – blandt andet i Torvehallerne i København. Arbejdet med at gøre systemet færdigt fik et boost, da ophavsmanden og hans 12-mandsteam omkring årsskiftet fik et kapitalindskud på ti millioner kroner fra erhvervsmanden Ebbe Groes.

Systemet Shopbox er mere end et kasseapparat. Det er et forsøg på at samle alle de funktioner, som en butiksbestyrer har brug for, i ét, så også medarbejdere kan få adgang til at se blandt andet vagtplaner, lagerbeholdning med mere.

Stifteren Christian Zigler har store forventninger til produktet, som, han mener, er en moderne tilgang til butiksbestyrernes ansvarsområde og arbejde.

»Vores mission er at gøre mindre virksomheder større ved at give dem dette intuitive værktøj, som kan effektivisere, professionalisere og forenkle deres forretningsdrift,« siger han i en skriftlig kommentar og tilføjer:

»I stedet for at investere i flere forskellige løsninger separat for at kunne drive forretning får de erhvervsdrivende det hele i Shopbox-appen.«

Shopbox-appen er gratis at hente og koster heller ikke noget at bruge, hvis ens forretning har en omsætning på under 5.000 euro årligt. Har man større omsætning, kommer man ind på en abonnementsbaseret trappe, hvor prisen bliver højere, desto større omsætning ens virksomhed har.