Shell sælger danske tankstationer til Statoil-ejer

Shell har efter en længere salgsproces fundet en køber til sine danske tankstationer. Køberen bliver canadiske Alimentation Couche-Tard, der i 2012 overtog Statoils tankstationer i Danmark.

Foto: TOBY MELVILLE

Shell Danmark har solgt sine danske tankstationer til canadiske Alimentation Couche-Tard, som i forvejen ejer Statoils tanke i Danmark. Shell har haft tankstationerne til salg i knap et år.

Shell oplyser i en meddelelse, at salget ud over de danske tankstationer også gælder aktiviteter vedrørende salg af brændstoffer til industri, erhvervskunder og fly.

Forretningsaktiviteterne vil overgå til Statoil Fuel and Retail A/S, som er et 100 pct. ejet datterselskab af Alimentation Couche-Tard, der i 2012 overtog Statoils tankstationer i Danmark.

Den danske del af Shells retail forretning består af 315 stationer, heraf er 225 full-service stationer, 75 automatstationer og 15 truck stationer.

Shell forsøger fortsat at finde en køber til sit raffinaderi i Fredericia.

Frasalget betyder ikke, at de mange Shell-tanke nu skal skifte navne, da det ligger i aftalen, at Shell-brandet og euro-Shell-kortet skal videreføres på det danske marked.

- Dette køb bliver et fantastisk bidrag til vores netværk i Skandinavien. Det udgør et fremragende strategisk match med vores forretning, siger Jacob Schram, Couche-Tards Group President Europe, i en pressemeddelelse om købet.

I Europa driver Couche-Tard et bredt stationsnetværk og har omkring 2239 tankstationer, hvor hovedparten også har en nærbutik.