Sexisme spænder ben for konsulentbranchen: »Et sexistisk miljø får kvinderne til at søge væk«

En sexistisk kultur står i vejen for en mere lige kønsfordeling i konsulentvirksomheder, der ofte er domineret af mænd. Sådan lyder meldingen fra både DI Rådgiverne, en CBS-professor og fagforbundet Dansk Magisterforening, efter at både vidneudsagn og en undersøgelse dokumenterer sexisme i branchen.

Ifølge CBS-professor Sara Louise Muhr, som forsker i kultur, køn og bias, og som har arbejdet meget med konsulentbranchen, er en sexistisk kultur gift for en mere lige kønsfordeling i branchen. Celina Dahl

Både sexisme og seksuelle krænkelser finder sted i konsulentbranchen. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Dansk Magisterforening samt vidneudsagn om sexisme fra ansatte i branchen, som Berlingske har interviewet.

Men en sexistisk kultur kolliderer med de ambitioner, som mange konsulentvirksomheder har om at holde på kvinderne og øge kønsfordelingen. Er tonen grov og sexistisk, så smutter kvinderne fra konsulentvirksomhederne, som ofte har en overvægt af mænd, særligt i partnerkredsen.