Sensation: Nyt jernstøberi åbner i Danmark - vil give Kina baghjul

Det er ikke længere så billigt at få støbt i jern i Kina som tidligere. Nyt dansk støberi i Borup vil tage konkurrencen op. Ny forretningsmodel skal sikre indtjeningen.

Foto: Colourbox / arkivfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På onsdag indvies noget så udsædvanligt som et nyt jernstøberi i Danmark. Jernstøberier er i årevis blevet nedlagt på stribe rundt om  i danske provinsbyer, men nu opstår et nyt i Borup på Midtsjælland.

Forklaringen er dels, at ny teknik gør det muligt at konkurrere på jernstøbte produkter, dels, at det ikke længere er så attraktivt for danske firmaer at få støbt i Kina.

Bag virksomheden står familien Wolff-Petersen, som også ejer GH form, der har til huse ved siden af det nye støberi. GH form leverer installationer i støbejern til byens rum, blandt andet gadelamper og bænke.

- Når vi tør binde an med at investere massivt i denne branche, skyldes det en tro på, at kunderne i vores nordeuropæiske nærområde foretrækker en lokal leverandør, der er konkurrencedygtig med støberierne i Østen, siger Christian Wolff-Petersen, adm. direktør for Ferrofoss.

Kunderne kræver nærhed

- Fordelene ved at få støbt i eksempelvis Kina er ved at forsvinde. Råvarerne har vi faktisk bedre adgang til her end i Kina, fordi Europa har et udbygget genbrugssystem. Lønomkostningerne kan vi holde nede, fordi produktionen i stor grad er automatiseret. Og det er mere miljørigtigt at producere tæt på kunderne frem for at skulle transportere tungt støbegods hele vejen fra Kina. Bæredygtighed får stadig større betydning for kunderne, kan vi se.

- Endelig betyder det meget for os, at vi er med til at holde produktudviklingen hjemme i Danmark. Hvis industriproduktionen forbliver i Asien, så tror jeg også, at de videnstunge arbejdspladser rykker derud. Produktion og produktudvikling hører uløseligt sammen. Derfor er vi nødt til at få nogen produktion tilbage, hvis vi skal skabe vækst i vores del af verden. Samtidig har det også en værdi, at vi kan vise de unge studerende, hvordan denne produktion foregår, siger Christian Wolff-Petersen.

DISA driver værket

Virksomheden har investeret i en DISAMATIC støbelinje, der udmærker sig ved at arbejde med stor præcision og derfor lever op til de krav om blandt andet tolerancer, som kunderne stiller. Produktionen kommer til at omfatte bl.a. ventiler, pumper, riste og dæksler.

DISAMATIC støbelinjen er fremstillet af DISA i Herlev, som har tilsvarende anlæg stående på støberier verden over. Det bliver også DISA, der skal stå for drift og vedligehold af anlægget i Borup. Dels vil DISA have fem mand placeret på virksomheden, dels anvendes et monitoreringssystem, så eksperterne på hovedkontoret i Herlev kan overvåge maskinen i Borup.

I dag er der godt en håndfuld jernstøberier tilbage i Danmark, hvor der i 1940’erne var mere end 300.