Selvejet der er på vej ud

Nogle bønder har ondt i økonomien, andre er stærke og kan investere uden for landets grænser. Historien om den danske bonde anno 2013 er mangefacetteret. Bønderne holder fast på selvejet, men kan blive kraftig udfordet af mangel på kapital.

De kinesiske forbrugere er vilde med svin. Det er især den nye kinesiske middelklasse der er aftagere af danske koteletter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stout står den danske bonde med et kornaks hængende i mundvigen, skævende ud over de bølgende kornmarker og et lettere frygtsomt kig til himlen, kommer der regn? Eller nabobonden, der klør svinebassen bag ørerne. Det er sådan, vi kender ham, den danske bonde. I Kansas-arbejdstøj og store gummistøvler. Afhængig af vind og vejr – naturen – men altid som selvejer. Herre på egen jord og ofte med en traktor så stor som et højhus ved sin side.

Og hvorfor skal en storbyavis som Berlingske så en tur på landet denne søndag? Det skal vi af flere forskellige årsager. Danmark er et landbrugsland, og ja, i bund og grund er vi vel nærmest allesammen bønder eller har nære relationer til landbruget derude i den fri natur.

Selv om det primære landbrugshverv har stadigt færre medarbejdere, så fylder landbruget fortsat rigtig, rigtig meget i Danmark, på handelsbalancen og i økonomien generelt. Og det er jo sådan, at det, vi som byboere lægger i indkøbskurven i supermarkedet og propper i munden derhjemme, er produceret og forarbejdet af danske bønder og deres store virksomheder som Arla og Danish Crown. Den danske bonde betyder meget mere, end vi sædvanligvis går og tror.

Fra tid til anden er der meldinger om, at landbruget og bønderne er i krise. Gælden er for stor, og priserne for lave. Men herregud, brokker de sig måske ikke altid i landbruget? Vi byboere er efterhånden blevet vaccineret over for brok i landbruget. Det preller af, og det er langt hen ad vejen landbrugets egen skyld.

Derfor denne forhåbentlig nogenlunde ædruelige fremstilling af den danske bonde anno 2013. Hvordan ser han ud, og hvordan tænker han? Først og fremmest bliver han større og større, ofte er der tale om egentlig industrier med virksomheder, og så har han i stigende grad øjnene rettet mod udlandet. Man kan godt sige, at Danmark er ved at være for lille til den danske storbonde.

Ligesom i andre erhverv er der dygtige og mindre dygtige bønder, heldige og uheldige, forsigtige og risikovillige. En stor del af de bønder, der for lånte penge købte jord i de glade 00ere, hvor jordpriserne eksploderede, eller vildt kastede sig ud i valutaspekulationer, lever i dag på bankernes nåde. Og her taler vi formentlig om et par tusinde gældsplagede bønder. De er i krise, og trækker bankerne stikket, kan erhvervet som sådan blive kastet ud i en krise. Derfor trækker bankerne ikke stikket.

Men det er også værd at huske, at der er rigtig mange positive historier at fortælle fra dansk landbrug i 2013. Flere tusinde storbønder har det rigtig godt. Vi har set storbønder og landbrugsrelaterede penge, som har kastet sig over milliardinvesteringer i Østeuropa og i Kina – de nye vækstområder for lidt dyrere fødevarer.

Især i Polen og Ukraine har danske bønder været aktive i nu efterhånden en årrække, og den danske model ser ud til at virke. Senest har en gruppe danske investorer taget beslutning om at etablere en svineproduktion nær Shanghai med produktion af omkring 500.000 svin til den nye, købedygtige kinesiske middelklasse. De vil ikke længere nøjes med ris, de vil have kød, herunder også svinekød.

Samtidig er de to store forædlingskoncerner Arla og Danish Crown – begge to landmandsejede og landsmandsstyrede – midt i noget, som kunne ligne en egentlig eksportsucces. Ikke bare i Europa, men også med stigende aktivitet i Kina. Arla med mejerier i Kina, Danish Crown med stigende eksport af svinekød til det nye storrige.

Der tales ofte om, hvad Danmark i grunden skal leve af fremover. Og her skal man nok ikke glemme den danske bonde og de affødte forretninger, som han kan bidrage med. Ikke bare Kina, men alle nye vækstlande er på vej til at udvikle nye, meget betydende middelklasser, og de vil have kød og bedre forarbejdede fødevarer – netop den danske bondes speciale. I Danmark skælder vi ind imellem bønderne ud for at være en tak for effektive og udpine jorden og dyrene mere end godt er, men rigtig balanceret synes den danske model at kunne gå en stor fremtid i møde på alverdens vækstmarkeder.

Men hvad så da med finansieringen? Har bønderne og de bønderejede virksomheder kapitalen til væksten i udlandet?

Det korte svar, på den korte bane er; ja, langt hen ad vejen er finansieringen på plads. Men kigger man længere frem i tiden, kan det give god mening at tænke nyt i landbruget med hensyn til det knæsatte princip om selveje.

Derfor er debatten om pensionspenge i landbruget igen dukket op. Erfaringerne er så absolut ikke gode. Selvejet i landbruget og pensionskapitalens krav om medindflydelse matcher ikke. I hvert fald ikke den seneste gang det blev afprøvet med delejerskaber i landbrugets forædlingsindustrier. Faktisk gik det helt galt, og pensionsverdenen tabte mange penge, og mistede tilliden til bønderne.

Det er – som det ser lige nu – utopi at forestille sig, at bonden afgiver majoriteten og selvejet uanset hvilken model, der strikkes sammen. Af en eller anden grund har denne meget stærke tradition med selveje i landbruget overlevet frem til i dag, mens eksempelvis købmanden, bageren og smeden i landsbyerne forlængst er suget op i meget store og kapitalstærke enheder. Ret beset er de store betydende landbrug i dag hver især egentlige virksomheder i mange millioner kroners størrelsen.

Opbrud med selvejet i landbruget vil være noget af en revolution i den verden. Branchen selv har et slogan om at række ud og møde offentligheden på en mere imødekommende måde med overskriften »Den nye fortælling.«

Denne nye fortælling bør måske også indeholde tegningerne til nye ejerstrukturer, der for alvor kan løfte den danske bonde ud i verden. Den danske bonde synes at have en masse at kunne bidrage med til den kommende vækst i velfærdsDanmark.