Selvbetjening – dog kun for direktører

Det er sådan set ikke beløbenes størrelse, der er det mest tankevækkende. Meget mere urovækkende er den arrogance, hvormed de involverede personer forholder sig til kritikken. De forstår den ikke. En arrogance og verdensfjernhed, som fortsat kaster lange og grimme skygger ind over imaget for hele den finansielle sektor.

Foto: Henning Bagger. Den tidligere ledelse i Danske Andelskassers Bank har ladet sig forgylde i et hidtil uset omfang - trods bankens dårlige resultat.
Læs mere
Fold sammen

Som rammer både »the bad guys« men også »the good guys« i pengeverdenen. En mangeårig praksis på direktørgangen, som tyder på, at oprydningen i sektoren endnu langtfra er bragt til ende samt fremkomsten af detaljer, som gør det forståeligt, at statens lange arm, Finanstilsynet, går til biddet med barske metoder, også på ledelsesområdet.

Vi taler igen-igen om den grådighed, der angiveligt har været meget udtalt i en række af de små og mellemstore pengeinstitutter igennem årtier. Her er det på sin plads at blive forarget. Jyllands-Posten har på det seneste beskrevet forholdene i Danske Andelskassers Bank og herunder også aflønningen til ledelsen. Det ser ikke kønt ud for pengeinstituttet, der ellers er baseret på andelstanken. Senest er det kommet frem, at bankdirektøren igennem 25 år, Vagn Raun, som fratrådte i 2011, ikke blot oppebærer et konsulenthonorar på 3,3 mio. kr. frem til 2015, men derefter kan imødese en pensionscheck fra banken på 180.000 kr. – om måneden. Resten af livet. Omregnet til nutidskroner, hvad der samlet svarer til pænt over 40 mio. kr. Svært at forstå, at man som bankdirektør skal forgyldes, og det uanset om det går godt eller dårligt.

Med al respekt, et mellemstort dansk pengeinstitut baseret på en fusion af flere selvstændige andelskasser, nu samlet med en balance på 12 mia. kr., men altså med permanente underskud de seneste fem år og et dræn i bankaktionærernes samlede formue på et par hundrede millioner kroner.

Banken selv har ikke ønsket at kommentere de tidligere direktørkontrakter, og det skal med, at direktørkontrakten for den nuværende topchef i Danske Andelskassers Bank, Jan Pedersen, ikke er helt så lukrativ som forgængerens. Dog har en anden direktør i samme bank angiveligt en kontrakt, der giver ham 54 måneders løn, hvis banken fyrer ham inden 2017, skriver Jyllands-Posten. Det er fire et halvt års løn – ved fyring.

Meget kan man sige om flere af de pågældende bankdirektører og deres evne til at drive bank, men de har – i hvert fald tidligere – været pokkers dygtige til at forhandle særdeles gyldne kontrakter på plads for dem selv, uanset om banken er gået godt eller dårligt.

Vagn Raun er desværre ikke den eneste. Topcheferne i andre små og mellemstore banker har haft lignende lukrative løn- og aftrædelsespakker. Blandt andet Roskilde Bank, EBH Bank, Tønder Bank og Amagerbanken – alle fire banker, der er krakkede.

I Østjysk Bank har der været kritik af, at banken i sin tid købte et hus til sin direktør, Jens Vendelbo, som i øvrigt efterfølgende er blevet fyret. »Huskøbet skete på markedsvilkår,« lyder forsvaret fra Østjysk Bank. Svært at forstå denne sammenblanding af bankens økonomi og direktørens økonomi, svært at forstå, at man som bank overhovedet udsætter sig for mistanken om inhabilitet.

Mange lokalbanker bryster sig ofte af det særlige lokalkendskab. Men glemmer at fortælle om skævheden i magthierarkiet mellem en stærk direktør og en svag bestyrelse, typisk rekrutteret alene i lokalområdet.

Hidtil har aktionærerne, som typisk er spredt ud over et meget stort antal personer, ikke haft adgang til direktørkontrakterne og detaljerne i disse. Der har fra flere sider været røster fremme med krav om, at direktørkontrakterne bør lægges frem på årets generalforsamlinger. Mere åbenhed og større gennemsigtighed om disse direktørkontrakter er utvivlsomt vejen frem, hvis banksektoren vil undgå risiko for direkte indblanding fra lovgiverne på Christiansborg.

Direktørlønninger generelt, og bankdirektørlønninger i særdeleshed er i den grad (fortsat) i fokus, både herhjemme og i udlandet. Der er til tider voldsom kritik af beløbenes størrelse, men også opfindsomheden i disse direktørkontrakter. Og den til tider meget hårde kritik rammer både de dårligt drevne banker med overbetalte topchefer, og den sunde del af sektoren med fornuft og ræson i direktørkontrakterne. Det er således en hel sektor, der er under mistanke.

Den mistanke kan kun sektoren selv rydde af vejen – ved at lægge tingene åbent frem.