Selskabet bag adskillige danske færgeruter får ny topchef

Rederiet Clipper Group, der bl.a. spiller en stor rolle i dansk færgetrafik, får ny topchef.

Foto: PALLE HEDEMANN

Rederiet Clipper Group, der er kendt for at leve en bevidst usynlig tilværelse, men som spiller en stor rolle i bl.a. den danske færgetrafik, får ny direktør.

Navnet på den nye mand i spidsen er Peter Norborg.

»Jeg er meget begejstret for at få Peter Norborg ombord på Clipper som Group CEO,« udtaler bestyrelsesformand Frank G. Jensen i en pressemeddelelse og fortsætter lovprisningerne:

»Peter er en af de mest erfarne topledere inden for tørlast i dag, og jeg er overbevist om, at han er den rette mand til jobbet og til at lede Clipper i mange år fremover. Peter har et skarpt kommercielt mindset og kundefokus, og derudover stærke ledelseskompetencer og meget omfattende erfaring fra tørlastindustrien.«

Dermed træder Peter Norborg ind i ledelsen i det store rederi, der teknisk set ikke er dansk, men registreret på Bahamas.

Det betyder dog ikke, at rederiet ikke spiller en stor rolle i Danmark. Clipper ejer bl.a. færgerne, der besejler ruterne mellem Esbjerg og Fanø, Hov og Samsø og Køge og Rønne - for blot at nævne nogle. Derudover har Clipper en stor flåde af forskellige skibe inden for tørlastområdet.

I alt har Clipper en flåde på 140 skibe. Det kommercielle hovedkvarter ligger i Danmark, men rederiet er derudover repræsenteret i 10 lande.

Siden i sommer har bestyrelsesformand Frank Jensens trukket i topchef-tøjlerne, efter at de tidligere topchefer Kristian Mørch og Gary Vogel forlod rederiet. Peter Norborg, der i dag bor i Schweiz, begynder sin karriere i Clipper den 1. april 2016.