Securitas skuffer på overskud i fjerde kvartal

Den svenske sikkerhedsvirksomhed Securitas har tirsdag aflagt årsregnskab for 2015, hvor indtjeningen i årets fjerde kvartal skuffer sammenlignet med markedets forventninger.

Den svenske sikkerhedsvirksomhed Securitas har tirsdag aflagt årsregnskab for 2015, hvor indtjeningen i årets fjerde kvartal skuffer sammenlignet med markedets forventninger. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: SEBASTIEN NOGIER

Overskuddet per aktie (EPS) lander i fjerde kvartal på 1,83 svenske kr., hvilket er lavere end forventningen om et overskud per aktie på 1,98 svenske kr. Tallet er dog stadig højere end de 1,74 svenske kr., der blev realiseret i samme periode sidste år. Det viser data fra Bloomberg News.

For hele 2015 steg overskuddet per aktie med 8 pct. i forhold til året før og lander på 6,67 svenske kr.

G4S-konkurrenten overrasker til gengæld en smule positivt med omsætningen, der i fjerde kvartal ender på 21 mia. svenske kr., hvilket er en spids højere end analytikernes forventning på 20,8 mia. svenske kr. Den fulde omsætning for regnskabsåret lander på 80,9 mia. svenske kr. mod en omsætning i 2014 på 70,2 mia. svenske kr.

Den organiske salgsvækst for årets sidste kvartal ender i 7 pct., mens den for hele regnskabsåret ender i 5 pct. Ifølge Securitas skyldes den øgede salgsvækst flere ting.

- Den organiske salgsvækst er exceptionelt stærk i det sidste kvartal. Væksten var understøttet af det fortsat gode salgsmomentum i USA, højere niveau af sikkerhedsbehov i Europa og af den fortsatte gode udvikling i Spanien og Latinamerika. Vi estimerer, at vi vokser hurtigere end sikkerhedsmarkederne i USA, Europa og de latinamerikanske lande. Hovedårsagen er vores strategi inden for sikkerhedsløsninger og vores teknologi, skriver virksomheden i regnskabet.

Virksomheden foreslår et udbytte på 3,5 svenske kr., hvilket er højere end både analytikernes forventninger på 3,3 svenske kr. og sidste års niveau på 3,0 svenske kr.

Aktien falder tirsdag middag med 6,67 pct. og ligger i kurs 112 svenske kr.