Se video: Dansende droner vil erstatte fyrværkeri

Brian Krzanich, der er adm. direktør hos chipproducenten Intel, tror på, at droner i en nær fremtid kan erstatte fyrværkeriet. Intel selv har offentliggjort en video, hvor de viser 100 droner danse simultant til lyden af Beethoven.

Københavns Rådhus og fyrværkeri fredag d. 1 januar 2016. (Foto: Emil Hougaard/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

I en ikke så fjern fremtid kan nytårsaften blive helt foruden de traditionelle knaldlyde, den tunge lugt af røg og de mere kedelige ulykker forårsaget af det farlige krudt.

I hvert fald hvis man spørger Brian Krzanich, adm. direktør hos den verdensomspændende chipproducent Intel.

Han forudser i stedet, at droner på sigt vil erstatte raketter og batterier, skriver Business Insider.

»Jeg ser en fremtid, hvor fyrværkeri og den medfølgende risiko for røg og forurening vil være fortid, og det vil blive erstattet af shows, der har ubegrænset kreativitet og potentiale, og det vil være drevet af droner,« siger Brian Krzanich.

Og direktøren har trods alt noget at hænge sin hat på: Intel har netop offentliggjort en video, hvor 100 droner, med Intel-chips i sig, oplyser en mørk nattehimmel i en simultan dans til lyden af Beethowen.

Ifølge Krzanich er det verdensrekord, at 100 droner har fløjet simultant på den måde.

Se videoen her.