Se så at få skiftet gear

2009-modellerne af Ford Transit har fået gear-skifteindikatorer som standard, så chaufførerne kan lære at køre mere økonomisk.

Læs mere
Fold sammen
Vi kender det alle sammen. Man kører i sine egne tanker og glemmer alt om at geare ned og op alt efter trafikken og topografien. Det betyder overanstrengelse af motoren og forøgelse af brændstofforbruget.

Nu har Ford sat en lille lampe ind i instrumentbrættet på sin Transit og Transit Connect TDCi dieselmodeller for at afbøde disse unoder – så man så vidt muligt kører i det mest økonomiske gear.

Det er samme system, som man har i de særlige miljø- biler med betegnelsen ECOnetic i Fiesta, Focus og Mondeo. Også her for at hjælpe chaufførene til at skifte gear på det mest optimale tidspunkt – oftest tidligere, inden der kommer for mange omdrejninger på motoren.

Mindre CO2

Samtidig udledes der mindre CO2, og slitagen på motor og gearkasse mindskes. Systemet tager hensyn til vejens stigning, lasten og den enkeltes køremønster og finder derudfra det mest optimale tidspunkt for at skifte gear

Således »samler« systemet hele tiden data fra bilen – såsom hastighed, motorens omdrejninger, gearvalg og speederpedalens position – for at udregne det optimale tidspunkt for at skifte gear.

Test i England har vist, at man kan forbedre brændstofforbruget med op mod 30 procent – derfor er der flere tusinde kroner at spare alene på brændstoffet. Hertil kommer så det, der spares ved at mindske slitagen på motor og gearkasse.

Samtidig bliver der nu mulighed for at få en række nye optioner på Transit modeller .

Fords SVO-afdeling (Special Vehicles Options) har lanceret dobbeltkabinekøretøjer uden ruder i bagdørene – dog kun i udgaver med lavt tag og mellemste akselafstand. Der vil ikke være sædemulighed.

Samtidig kan man få fire-dørs kassevogne udformet som dobbeltkabiner – også med lavt tag og mellemste akselafstand.

Nyt er også en Transit – udviklet på dobbeltkabine udgaven – med opbevaringsrum som safety van. Nævnes skal også tonede ruder på Tourneo-udgaver (bus), og dobbeltkabiner kan købes med særligt Thatcham-tyverisikringsanlæg.