Se hvornår det bedst kan betale sig at købe din flybillet

Rejselystne danskere kan spare mange penge på at købe flybilletter på bestemte tidspunkter. Rejseportalen Momondo har analyseret prismønstrene på flyrejser.

Travlhed i Københavns Lufthavn Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

Det kan godt betale sig at være tidligt ude, næste gang ferien skal planlægges. Ved at booke sin rejse 53 dage i forvejen får man de billigste flybilletter og sparer i gennemsnit 29 procent. Omvendt får man de dyreste flybilletter, hvis man vælger at booke rejsen på afrejsedagen.

Det viser en ny analyse af 7,5 milliarder flypriser fra rejsesøgemaskinen Momondos 100 mest populære ruter, hvoraf de 49 er danske.

Og det er ikke kun i forhold til at booke billetterne, at det er værd at have timingen på plads.

Ifølge Momondos rejsestatistik er det nemlig billigst at flyve om tirsdagen og om aftenen mellem kl. 18 og midnat, mens man får de dyreste flybilletter, hvis man vælger at flyve lørdag og på eftermiddagsafgange.

»Rejsende gør klogt i at huske de her gyldne regler, hvis de vil have de billigste billetter. Generelt kan det godt betale sig at booke billetterne to måneder i forvejen. Det er faktisk en konsekvent tendens ligesom nætter og tirsdage er billigste afrejsetidspunkter,« skriver Lasse Skole Hansen, der er Momondos danske talsperson, i en pressemeddelse.

Momondo påpeger, at flypriserne også er påvirket af andre faktorer såsom flyselskab, sæson og lufthavn.