Scottish & Newcastle bløder op om opkøb

I et julebrev til sine ansatte forklarer direktøren for bryggeriet Scottish & Newcastle, som Carlsberg forsøger at overtage, at han vil åbne op for et salg, hvis der kommer flere penge på bordet.

Med bryggerdirektøren John Dunsmores besked til sine medarbejdere, kan det godt se ud til, at pengepungen får sidste ord i den europæiske ølkrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP
John Dunsmore, som er direktør for S&N, skriver ifølge Ritzau i et internt julebrev til de ansatte, at han ikke vil kæmpe for bryggeriets uafhængighed, hvis noget taler for det modsatte.

"Når alt kommer til alt er mit job at maksimere værdien for vores aktionærer. Jeg har ingen interesse i at forsvare S&N's uafhængighed for enhver pris, så hvis konsortiet kommer op med et godt tilbud, så kan det godt være, at vi må tale sammen," skriver Dunsmore ifølge nyhedsportalen Business.Scotsman.com i brevet.

Dermed bliver overtagelsesforsøget fra Carlsberg og hollandske Heineken kogt ned til et spørgsmål om penge. S&N har hidtil og konsekvent fejet tilbuddet om 750 pence pr. aktie af bordet.

Om der er et nyt og højere bud på vej vil vise sig seneste den 21. januar, som den britiske myndighed Takeover panel har sat som skæringsdato for et formelt bud.