Schouw & Cos opkøb sikrer stor vækst i omsætningen

Opkøb af to virksomheder har været med til at sikre fremgang både i omsætningen og i driftsoverskuddet for Schouw & Co. i 2016.

Foto: ERIK JEPSEN. Schouw og Co., Chr. Filtenborgs Plads 1, Århus.
Læs mere
Fold sammen

Samtidig skriver koncernen i sit regnskab fredag morgen, at "året sluttede med et stærkt fjerde kvartal", da omsætningen her var omkring 10 pct. højere end ventet. Omsætningen steg i kvartalet til 3896 mio. kr. fra 3078 mio. kr. i samme kvartal året før.

Driftsresultatet, EBIT, blev også løftet i årets sidste tre måneder, og det skyldes blandt andet "særlige forhold" i koncernens fiskefodervirksomhed, Biomar, forklarer Schouw & Co.

Selskabet kunne notere et driftsoverskud for perioden på 315 mio. kr. mod 259 mio. kr. i fjerde kvartal 2015.

Set over året fortæller Schouw om en vækst i omsætningen på 14 pct. særligt på grund af opkøbene af hydraulikvirksomheden Specma og elektronik- og mekatronikvirksomheden GPV.

Dermed steg omsætningen til 14.369 mio. kr. i 2016 fra 12.566 mio. kr. året før. Også driftsoverskuddet blev løftet markant, da det ramte 1038 mio. kr. mod 831 mio. kr. i 2015.

- 2016 blev et markant år for Schouw & Co. Vi nåede en række milepæle og med et EBIT på over 1 mia. kr. samt en pengestrøm fra driften på 1,6 mia. kr. er Schouw & Co. i en meget solid finansiel position. Vi ser en positiv effekt af de seneste års investeringer i fremtidssikring af vores virksomheder, og vi har et attraktivt grundlag for fortsat udvikling, siger selskabets administrerende direktør, Jens Bjerg Sørensen, i forbindelse med regnskabet.

I 2017 ventes væksten i omsætningen ikke helt at kunne følge 2016-tempoet, da Schouw her ser en omsætning på omkring 15,6 mia. kr. Det svarer til en vækst på godt 8 pct.

Samtidig venter Schouw & Co i 2017 et driftsresultat (EBIT) på 940-1060 mio. kr.

- Schouw & Co. opererer med et interval for resultatforventningerne i de enkelte virksomheder, og en sammenlægning af disse intervaller medfører umiddelbart et EBIT i intervallet 940-1060 mio. kr. Den samlede koncern forventes dog at realisere et EBIT i intervallets øvre halvdel, svarende til et EBIT på 1000-1060 mio. kr., skriver selskabet i regnskabet.

Schouw & Co fortæller desuden om god aktivitet i de fleste markedssegmenter i 2017, men at der alle steder er kamp om ordrerne.

Bestyrelsen foreslår at øge udbyttet med cirka 20 pct. til 12 kr. per aktie.