Schouw & Co går tilbage til normalen i år efter stærkt 2016

Schouw & Co. kan trods en god start på året ende med at opnå et lavere driftsoverskud i 2017 end i 2016.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Det skyldes blandt andet, at 2016 var løftet af engangsindtægter, og at selskabet nu vil poste penge i at sikre langsigtet vækst, siger selskabets administrerende direktør, Jens Bjerg Sørensen, i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal fredag morgen.

Koncernen venter i 2017 et driftsresultat, EBIT, på 940-1060 mio. kr. og tilføjer, at driftsoverskuddet dog ventes at lande i den øvre ende af intervallet - mellem 1000 og 1060 mio. kr. I 2016 var driftsoverskuddet til sammenligning 1038 mio. kr.

- To faktorer spiller ind: Vi har i 2016 haft høje engangsindtægter i form af tilbageførsel af debitorer og et salg af fisk, som har været meget, meget stort. Og nu sætter vi turbo på at skabe vækst på den lange bane, så vi tager en lang række omkostninger til ressourcer og opbygning af kompetencer, siger Schouws direktør.

- Når det går godt, skal man gøre sådan noget, tilføjer han.

En pæn start på året er årsagen til, at Schouw allerede nu vælger at præcisere EBIT-forventningerne til den høje ende af intervallet, siger han.

- Vi kan se, at der er et godt aktivitetsniveau, og så vover vi det ene øje og siger, at når vi kigger på det lige nu, så ser vi det på mellem 1 mia. og 1,06 mia., siger Jens Bjerg Sørensen.

Til gengæld venter han ikke at se et lignende stort salg af fisk, som det selskabets fodervirksomhed, Biomar, realiserede i 2016, og som pyntede på driftsoverskuddet i fjerde kvartal. Biomars hovedfokus er at producere fiskefoder, men selskabet opdrætter også fisk i forbindelse med forskning.

- Det ligger uden for vores normale fodersalg. Det er salg af opdrætsfisk, som vi bruger, når vi laver udvikling, og dem sælger vi. Og laksepriserne er samtidig høje, forklarer Jens Bjerg Sørensen og betegner fjerde kvartal som "et rigtig stærkt kvartal, der følger op på et rigtig stærkt år".

- Men det er da et kvartal, der ligger lidt over det normale, erkender han.

Selskabet venter i indeværende år en vækst i omsætningen på omkring 8 pct. mod en vækst på 14 pct. i 2016. Men den høje vækst i 2016 kan særligt tilskrives købet af nye virksomheder.

- I år sker der en normalisering af de virksomheder, vi har købt til, men 8 pct. vækst er vi stadig meget tilfredse med, fastslår Jens Bjerg Sørensen.

Omsætningen ventes i 2017 at være i størrelsesordenen 15,6 mia. kr. I 2016 var omsætningen på 14,4 mia. kr.

/ritzau/FINANS