Scandlines solgt til fonde for milliarder

Rederiet Scandlines skal have nye ejere. Den britiske kapitalfond 3i Group har solgt ud af dens ejerandel til et konsortium for over 12 milliarder kroner. 3i forsvinder dog ikke helt, da kapitalfonden har valgt at geninvestere i Scandlines.

Foto: David Leth Williams.
Læs mere
Fold sammen

Rederiet Scandlines har fået nye ejere på broen.

Den britiske kapitalfond 3i Group har valgt at lade andre tage roret og sælger til de to infrastrukturfonde First State Investment og Hermes Investment Management for en samlet egenkapitalværdi på 12 mia. kroner.

Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Dermed bliver First Investment den største ejer med 51 pct. og Hermes Investment Management køber 14.9 pct. 3i Group siger dog ikke helt farvel, da kapitalfonden geninvesterer og beholder en markant ejerandel på 35 pct.

Dermed kan investorerne i 3i Group se frem til en gevinst på på 2,5 milliarder kroner i kølvandet på den handel. Den britiske kapitalfond skjuler ikke sin begejstring for Scandlines, der har været godt indtjenende de seneste år.

3i og fonde forvaltet af 3i købte i første omgang 40 procent af aktierne i Scandlines i 2007. I 2010 købte 3i yderligere 10 procent fra Deutsche Seereederei og erhvervede de resterende 50 procent fra Allianz Capital Partners i november 2013.

Med geninvesteringen i Scandlines signalerer 3i en klippefast tro på, at væksten ikke stopper foreløbig for Scandlines. Der har været en del spekulationer om Scandlines fremtid på sejlruten mellem Danmark og Tyskland set i lyset af planerne om at etablere Femernforbindelsen. Men udsigterne er tilsyneladende så lange, at 3i gerne vil beholde en markant ejerandel.

»Scandlines har været en fantastisk investering for os og vores geninvestering i virksomheden – sammen med First State og Hermes Investment Management – afspejler vores tillid til den fortsatte succes. Selskabet er likviditetsskabende og har siden vores investering leveret en stærk kapitaltilvækst. Vi er overbeviste om, at virksomheden går en robust fremtid i møde og glæder os over at kunne fortsætte investeringen i en så veldreven virksomheden, der performer meget stærkt,« forklarer Peter Wirtz, partner hos 3i i Tyskland.

Scandlines driver to korte færgeruter med høj frekvens mellem Danmark og Tyskland og varetager dermed transportkorridoren mellem Skandinavien og det europæiske fastland. Selskabets otte færger har flere end 42.000 afgange årligt.

Scandlines har under 3i's ejerskab solgt sine baltiske fragtruter samt ruten Helsingør-Helsingborg og fokuseret forretningen omkring to infrastrukturruter i direkte forlængelse af motorvejene mellem Danmark og Tyskland.