Scandinavian Tobacco slanker direktionen til to fra fire

Scandinavian Tobacco Group (STG) slanker direktionen til to fra fire for at "forenkle ledelsesstrukturen og effektivisere interaktionen mellem bestyrelsen og direktionen."

Det oplyser STG torsdag i en meddelelse til fondsbørsen.

Ændringen træder i kraft 1. januar 2018, hvor salgs- og marketingsdirektør Christian Hother Sørensen og Vincent Crepy, ansvarlig for supply chain, udtræder.

Herefter vil direktionen bestå af administrerende direktør Niels Frederiksen og finansdirektør Sisse Fjelsted Rasmussen.

STG oplyser, at det vil vurdere sammensætningen forud for selskabets ordinære generalforsamling i 2018.

Det fremgår ligeledes af meddelelsen, at Conny Karlsson, der er medlem af bestyrelsen i STG, udtræder af denne per dags dato.

Det sker som følge af, at Swedish Match ikke længere ejer aktier i STG.

/ritzau/FINANS