Scandinavian Tobacco nedjusterer vækstforventningerne til 2016 kraftigt

Scandinavian Tobacco Group (STG) nedjusterer sine vækstforventninger til 2016. Selskabet venter nu en organisk vækst i nettoomsætningen på 0 pct. Tidligere ventede selskabet en organisk salgsvækst på 1-3 pct.

Arkivfoto af Scandinavian Tobacco Group. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Forventningen om en organisk vækst i det justerede driftsresultat (EBITDA) ventes fortsat at ramme 3-5 pct., mens anlægsinvesteringerne fortsat ventes at udgøre cirka 250 mio. kr.

Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal af 2016.

Det er særligt markedet for maskinfremstillede cigarer, der er udfordret som følge af nye EU-regler, oplyser STG.

- Vores justerede forventninger til nettoomsætningen afspejler vores nuværende helårsforventninger til udviklingen i salget, som er påvirket af de fortsatte udfordringer for kategorien for maskinfremstillede cigarer. Udfordringerne relaterer sig primært til den sene implementering af EU?s tobaksdirektiv i national lovgivning. Effekterne af dette fortsætter ind i fjerde kvartal og forstyrrer leverancer og markedsdynamikker mere end tidligere forventet, skriver STG i regnskabet.