Scandi Byg: tilbage til ejerboliger

Animation: Scandi Byg.
Læs mere
Fold sammen

Vil man følge konjunkturerne i ejendomsbranchen, er byggefirmaerne et godt sted at kigge hen. Og Scandi Byg, en førende producent af modulbyggeri, vender nu tilbage til det, som var et stort forretningsområde før finanskrisen: Byggeri af ejerlejligheder.

I den mellemliggende periode har selskabet ellers fokuseret på at opføre alment byggeri, og det er blevet til tusind boliger efter konceptet AlmenBolig+. Men nu er man, med MT Højgaard som kunde, på nippet til at sætte første spade i jorden til 25 rækkehuse i Solrækkerne (billedet) i Nærheden ved Hedehusene. Yderligere 23 rækkehuse skal opføres i kvarteret. Scandi Byg er også i færd med at opføre 158 boliger i projektet Kronen i Vanløse.

»Med den større optimisme på ejerboligmarkedet er det naturligt at flytte flere af vores kræfter tilbage til det spændende ejerboligsegment, som Scandi Byg jo også før krisen oplevede succes i,« forklarer salgsdirektør Jesper Hoffmann hos Scandi Byg. På det stigende antal henvendelser fornemmer han, at developerne igen har fået mod på den slags nøglefærdige ejerboligprojekter, »men med en strammere styring end før krisen«.

Scandi Byg vil også fortsat arbejde for den almene sektor.