Saxo Bank vil være Facebook for investorer

Saxo Bank vil være finansverdenens svar på Facebook. Her kan investorer mødes, diskutere, blive klogere og handle aktier, valuta og alle mulige andre finansielle aktiver. Ultimativt er målet at trække nye og flere kunder til Saxo Bank.

Kim Fournais, direktør og medstifter af Saxo Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Torsdag 23. januar 2014 går Saxo Bank i luften med tradingfloor.com, som skal være finansverdenens svar på Facebook. I forvejen deler folk stort og småt på de sociale medier på nettet, så hvorfor ikke også dele sine investeringer eller følge eksempelvis de bedste valutahandlere? Det er tankegangen bag den nye satsning fra Saxo Bank, som er testet med succes.

»Vi kan se, at der er rigtig mange dygtige folk på vores handelsplatform, som er gode til at handle i forskellige markeder. På Facebook fortæller folk en masse om deres privatliv, men der er også mange, der gerne vil dele deres handler med andre. Vi har testet tradingfloor.com blandt udvalgte kunder i Storbritannien, og de har været helt vilde. De synes, at det er superspændende,« siger Kim Fournais.

I praksis vil man på tradingfloor.com også kunne søge på, hvem der gør det bedst på forskellige markeder.

»Hvis en kunde er usikker på et marked, så kan man se, hvordan andre gør. Man kan for eksempel følge de ti dygtigste valutahandlere og deres handler og få en pop-up-besked næste gang, de handler: Vil du være med? Og så kan man handle nu og her,« forklarer Kim Fournais.

Men tradingfloor.com er meget mere end et socialt fællesskab for investorer. Det nye site, som man allerede nu kan få en forsmag på, kommer også til at indeholde blog, Saxos egen TV-kanal, analyseværktøjer og undervisningsmateriale.

»Vi prøver at skabe det sted, hvor man gerne vil hen, hvis man har interesse i de globale kapitalmarkeder, fordi det er der, hvor dygtige folk samles og deler ting med hinanden. Men også hvor man kan handle, styre sin risiko, få uddannelse og lave analyser,« siger Kim Fournais.

Skal medvirke til vækst

Tradingfloor.com er integreret med Saxo Banks elektroniske handelsplatform, Saxo Trader, og ultimativt er målet selvfølgelig, at tradingfloor.com skal trække flere kunder ind i Saxo Bank. Konkurrencen om investorerne er skærpet.

»Der er rigtig mange, som fisker i den samme sø efter de samme fisk, og det bliver dyrere at hive fiskene op. Vi prøver at skille os ud med det her tradingfloor.com, så vi kan få den vækst, vi skal have,« fortsætter Kim Four-nais.