Satair køber sig til vækst

Satair køber selskabet Aero Quality Sales (AQS) for 30 mio. dollar (ca. 160 mio. kr.).

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Opkøbet løfter Satairs omsætningsforventninger for 2010/11 med 6 mio. dollar, mens det vil løfte omsætningen i det følgende regnskabsår med 30 mio. dollar svarende til 8 pct.

AQS er ifølge Satair en "markedsførende distributør" af batterier til flyindustrien, og selskabets indtjeningsmargin (EBITDA-margin) ventes at ligge over Satairs gennemsnitlige niveau.



Af købssummen på 30 mio. dollar udgør goodwill de 24 mio. dollar.

- AQS passer særdeles godt til Satairs forretningsmodel, da vi herved tilføres endnu en dimension i produktporteføljen. Vi forventer, at Satair vil kunne udnytte sin stærke position i markedet til at accelerere salget, ligesom der vil være omkostningssynergier. Opkøbet medvirker til at befæste Satairs vækstambitioner også inden for "value added services, siger administrerende direktør i Satair, John Stær.



Satairs behov for at investere i den tilkøbte forretning vil lægge under behovet for den eksisterende forretning, og AQS vil bidrage med en positiv fri pengestrøm fra 2011/12.

AQS har 20 medarbejdere og er specialiseret inden for distribution og service af batterier til flyindustrien - fortrinsvis for den franske producent SAFT Groupe og en række amerikanske producenter, oplyser Satair. Satair præsenterer regnskab for sit forskudte tredje kvartal 10. maj.

Ritzau Finans