Sass: Vigtig inspiration fra Norge og England

Erhvervs- og vækstministeren har ikke noget konkret bud på potentialet for erhvervs­obligationer i Danmark, men han understreger, at lignende ordninger fungerer godt i andre lande.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) ser et reelt potentiale i erhvervsobligationerne for virksomhederns fremtidige finansiering. Foto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Flere andre lande har vist vejen, og nu er det Danmarks tur til at skabe et velfungerende nationalt marked for erhvervsobligationer. Det er meldingen fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der tror, at obligationerne med tiden kan komme til at spille en langt større rolle for danske virksom­heders finansiering.

Henrik Sass Larsen vil sende regeringens nye forslag til førstebehandling i Folketinget i næste uge, og erhvervsministeren fastslår, at man har fundet vigtig inspiration i flere lande omkring os. Han henviser bl.a. til, at andre lande har haft succes med en model, hvor en tillidsmand sikrer investorernes interesser og efter bestemte principper agerer bindeled mellem investorer og virksomheder.

»Vi har set lignende ordninger fungere i lande som England og Norge. Det håber jeg selvfølgelig også bliver tilfældet i Danmark. Men det er nu engang ikke regeringen, der køber og sælger obligationer,« skriver Henrik Sass Larsen i en mail.

Det nye lovforslag bygger dels på en såkaldt tillidsmandsmodel for relativt store virksomheder og dels en model med puljer af obligationslån møntet mindre virk­somheder.

Henrik Sass Larsen vil ikke komme med et konkret mål for, hvor meget loven skal løfte markedet for erhvervsobligationer i Danmark. Han nøjes med at fastslå, at modellen for de store virksomheder »vil gøre erhvervsobligationer mere attraktive for flere investorer,« mens modellen med puljede lån »vil være til gavn for både store og små virksomheder.«

»Loven er indrettet fleksibelt, så penge­institutterne kan pulje forskellige lån sammen; store og små, kassekreditter og leasing­aftaler. Det skal bidrage til, at flere små virksomheder kan få glæde af loven. I sidste ende vil det imidlertid være op til penge­institutterne og investorerne sammen at finde en sammensætning af puljerne, der er attraktiv for begge parter,« hedder det i det skriftlige svar fra Henrik Sass Larsen.

Stribevis af kritikere har ellers spået, at loven hovedsageligt vil kunne lette de store virksomheders adgang til markedet for erhvervsobligationer. Til gengæld håber mange på, at den alternative finansieringskilde for de store virksomheder kan frigøre kapital i bankerne, der så til gengæld kan låne lidt mere ud til mindre virksomheder.