SAS vil have lov til at rejse penge gennem aktiesalg

Luftfartsselskabet SAS overvejer at hente nye penge gennem et salg af nye aktier gennem en rettet emission. Det skal blandt andet hjælpe selskabet med at spare penge på renter.

Luftfartsselskabet SAS overvejer at hente nye penge gennem et salg af nye aktier gennem en rettet emission. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Det fremgår af en meddelelse fra SAS fredag morgen.

Den danske stat støtter planen og vil gerne deltage i en eventuel kapitaludvidelse, mens den svenske og norske stat ikke vil deltage i aktiesalget.

I stedet vil aktiesalget også - hvis det gennemføres - skulle rettes mod institutionelle investorer.

Samtlige hovedaktionærer har desuden også givet tilsagn til, at de ikke vil sælge aktier i SAS i en periode på 90 dage efter et eventuelt salg af nye aktier. Lock up-perioden løber dog frem til maksimalt efter næste ordinære generalforsamling, fremgår det.

I alt vil luftfartsselskabet søge en ekstraordinær generalforsamlings bemyndigelse til et salg af op til 66 mio. aktier. Ved torsdagens lukkekurs på 20,90 kr. vil et salg af 66 mio. aktier, der er den maksimale grænse, indbringe knap 1,4 mia. kr.

Det fremgår dog også af meddelelsen, at bestyrelsen endnu ikke har truffet en endegyldig beslutning om at udnytte en eventuel bemyndigelse.

Pengene fra et eventuelt aktiesalg skal bruges til at nedbringe finansieringsomkostningerne. Derudover er en sund finansiel position altafgørende i forhold til fornyelse af flyflåden og andre investeringer, der skal fremtidssikre SAS, fortæller selskabet.

Den ekstraordinære generalforsamling er indkaldt til den 3. november i Solna nær den svenske hovedstad, Stockholm.