Til sommer skifter SAS deres allierede ud.
Efter 27 år træder SAS ud af samarbejdet i Star Alliance, og i stedet indgår det skandinaviske flyselskab fra og med den 1. september i luftfartsalliancen SkyTeam.
Det betyder, at man som SAS-kunde efter den 31. august ikke længere kan optjene kundepoint og få bonusfordele hos andre Star Alliance-flyselskaber som Lufthansa og United Airlines. Det inkluderer kundefordele som lounge-adgang og fast track i lufthavne.
Har man optjent point gennem rejser hos andre Star Alliance-selskaber, som ikke er blevet indfriet endnu, vil de også gå tabt, hvis ikke man opkræver pointene inden den 8. september.
Det skriver SAS i en meddelelse på deres hjemmeside.
Ud over Lufthansa og United Airlines vil fordele og point på rejser gennem blandt andet Air Canada, Turkish Airlines og Thai Airways også ophøre den 1. september.
Indtil da vil kundefordelene gennem Star Alliance-selskaberne forblive de samme, og SAS-kunder vil blive ved med at optjene point gennem rejser hos dem.
Derefter vil kundepoint og medlemsfordele kunne blive brugt hos »de fleste« af SkyTeams andre flyselskaber, der blandt andet omfatter Air France, KLM, Delta Air Lines og Virgin Atlantic.
Det præcise omfang af kundefordelene hos de andre SkyTeams-flyselskaber er ikke endeligt på plads, oplyser SAS, men lover, at de vil »ligne de nuværende fordele« hos Star Alliance-selskaberne.