SAS udvider flyflåde for små 19 mia.

SAS meddelte i går, at selskabet ruster sig til kampen mod konkurrenterne med 12 nye langdistancefly, der har en samlet værdi af næsten 19 milliarder kroner.

Den nye Airbus A350 lettede 14. juni på sin første testflyvning fra den sydfranske lufthavn Blagnac. Flyet blev præsenteret for potentielle købere tre dage senere på flyshowet i Paris. Foto: Guillaume Horcajuelo/EPS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om fem år vil SAS-passagerer kunne sætte sig ind i splinternye og moderne Airbus fly – model A350 – når de skal tilbagelægge turen over Atlanten eller andre længere strækninger.

Selskabet meddelte på et pressemøde i Oslo i går, at det har været på storindkøb hos favoritleverandøren, europæiske Airbus, og bestilt 12 nye langdistancefly, otte eksemplarer af Airbus’ nye supermodel, A350, og fire af typen A330.

Med købet fravælger det skandinaviske selskab dermed amerikanske Boeings Dreamliner 787, der er blevet valgt af flere konkurrenter, blandt andre ærkerivalen Norwegian. SAS har da også haft langvarige forhandlinger med både Airbus og Boeing, inden beslutningen om fremtidens flyflåde i SAS blev truffet – ligesom personalegrupper som piloter, kabinepersonale og teknikere er blevet hørt.

◄»Når vi har set på den samlede pakke, der både handler om pris, hvornår vi kan få flyene, og hvordan det produkt, vi kan levere ombord, bliver, så er Airbus’ løsning bedst,« siger SAS’ landechef for Danmark, Flemming Jensen til Berlingske Business.

Og valget af Airbus-flyet er fornuftigt, mener direktør ved rejsebranchesitet Travelbroker, Ole Kirchert Christensen. For selv om Boeings Dreamliner er blevet hypet gevaldigt de seneste år, så er Airbus-modellen ifølge ham fuldt på højde med ◄»drømmeflyet«.

»Begge fly er moderne fly, der har en langt bedre brændstoføkonomi, end det SAS’ fly har i dag. Både Dreamlineren og A350 har en suveræn passagerkomfort. Så det bliver en bedre oplevelse for flypassagerne, og SAS får som flyselskab en bedre driftsøkonomi.«

Ifølge SAS’ egne beregninger kan selskabet med de nye fly spare 20 procent i brændstof per flysæde i forhold til i dag. Købet betyder, at de nuværende 11 langdistancefly bliver sendt på pension, så langdistanceflåden i første omgang bliver udvidet med et enkelt fly – dog har de nye fly langt bedre kapacitet end de gamle. Derudover får SAS option på køb af yderligere seks 350ere.

Lang leveringstid

Det skandinaviske selskab har fået kritik for at være langsom med at få sendt bestillingssedlen af sted.

For der er lang leveringstid på fly, og de første nye Airbus 350ere forventes først at blive indlemmet i SAS’ flyflåde i 2018, mens 330erne kommer i det skandinaviske selskabs hangarer i 2015.

Til sammenligning modtager Norwegian de første eksemplarer af Dreamlineren søndag i denne uge, hvorefter de forventes at komme i luften i juli.

Flemming Jensen erkender også, at man hos SAS i længere tid har set behovet for nye langdistancefly.

»Men før vi kunne det, var forudsætningerne nødt til at være på plads. Og en af de vigtigste forudsætninger var jo, at vi beviser, at vi leverer på den plan, vi præsenterede i efteråret,« siger han og fortsætter:

»Så det her er en kvittering på det, vi sagde i november om at reducere omkostningerne. Det giver os så muligheden for at investere i nye fly og ekspandere.

Den samlede værdi på ordren – baseret på listepriser – er 18,7 milliarder kroner. Det er dog ikke penge, SAS selv skal have op af lommen. Flykøbene bliver finansieret ved hjælp af eksportkreditter og såkaldte »sale and lease-back-aftaler«, som efterhånden er blevet den gængse metode blandt flyselskaberne.