SAS-partner fyrer gravide stewardesser

Singapore Airlines får hug for dets politik over for kabinepersonalet - bliver en stewardesse gravid, så er det nemlig farvel og tak.

Sådan markedsfører Singapore Airlines dets rejser. Foto: PR-foto Fold sammen
Læs mere
Det kan godt være, at Singapore Airlines år efter år bliver udnævnt som et at verdens bedste flyselskaber, men når det kommer til medarbejdernes forhold, så er situationen en helt anden. Det skriver den svenske avis SvD Näringsliv.

Flyselskabet har fået en lidet flatterede placering på den amerikanske kvinderettighedsforening AWAREs liste over værste eksempler på sexisme i Singapore. Flyselskabet er kun overgået af en forening i østaten med navnet "Obedient Wives Club Singapore" – der kan oversættes til noget lignende "De lydige kvinders klub".

Hovedanken mod Singapore Airlines er dets politik over for gravide stewardesser. Når en stewardesse skriver under på en ansættelseskontrakt med Singapore Airlines, skriver hun nemlig også under på, at hun enten skal forlade selskabet, når hun er tre måneder henne, eller finde et andet job i koncernen på egen hånd. Sidstnævnte er angiveligt særdeles svært.

Singapore Airlines forklarer angiveligt fyringerne med, at det er forbundet med risiko for både den gravide og selskabet at have gravide stewardesser på flyene. Uanset årsag kan det efterlade gravide stewardesser i en meget uheldig situation, da barselsorlov betales af arbejdsgiveren – men kun hvis man stadig er ansat i virksomheden.

Derudover peger AWARE på, at udseende er den altafgørende faktor, når flyselskabet skal hyre stewardesser. Det betyder blandt andet, at de kvindelige ansatte bliver urimeligt pressede af kravene til udseendet.

"En stewardesse fik bumser i ansigtet efter at have arbejdet nogen tid og brugte en masse penge på at få behandling ved en hudterapeut. Hun var bange for at få en anmærkning af sin chef," siger en unavngiven kilde ifølge avisen.

Kabinepersonalet er normalt ansat på femårskontrakter. Det og den status, et job i Singapore Airlines har, gør, at meget få stewardesser vælger at træde frem med kritik af selskabet og dets ageren.

Singapore Airlines er ejet af staten og udmærker sig i luftfartsbranchen ved både dets gode ry, dets kabinepersonale og dets stærke økonomi.