SAS opretholder suspendering af 30 medarbejdere

SAS' kabinepersonale har afblæst strejken, men flyselskabet opretholder suspenderingen af 30 personer, som ifølge flyselskabet har forsøgt at forhindre kolleger i at møde på arbejde.

Foto: Mathias Bojesen.
Læs mere
Fold sammen

Selvom alle deres kolleger nu er på vej tilbage på arbejde, opretholder SAS suspenderingen af 30 ansatte.

De har ifølge flyselskabet forsøgt at forhindre kolleger i at møde på arbejde under de fire strejkedage, som begyndte fredag.

»Der er ikke noget nyt om de suspenderede medarbejdere. Suspenderingen opretholdes indtil videre. De andre medarbejdere kan alle gå i arbejde, så snart de har underskrevet mailen,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hun ser afblæsningen af strejken mandag formiddag som en tillidserklæring til SAS.

»Den mail vi sendte til at medarbejderne var et tilldsspørgsmål: Vil du dit arbejde eller vil du ikke dit arbejde? Vi er enormt glade for, at så mange har tilkendegivet, at de gerne vil arbejde for SAS. Vi er glade for, at de ansatte har meldt ud, at de er klar til at arbejde igen. Det er med stor tilfredstillelse, at vi kan byde dem velkommen tilbage,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Søndag meddelte SAS, at de ansatte, som ikke seneste mandag klokken 12 meldte sig klar til at møde på arbejde, ville være at betragte som opsagte.

Hun mener dog ikke, at der var tale om en pistol for medarbejdernes pande.

»Vi har overholdt alle spilleregler. Det har vi arbejdsrettens ord for,« siger Trine Kromann-Mikkelsen, som ikke vil kommentere på, om tillidsforholdet med SAS og de ansatte har lidt en knæk.

Hvad nu?

»Vores trafik har fået et ordentligt knæk. Der skal nu arbejdes hårdt for at få trafikken til at glide igen.



Kabinepersonalet gik i strejke fredag i protest over, at SAS vil flytte 147 medarbejdere over på den såkaldte Cimber-overenskomst under ændrede arbejdsvilkår blandt andet en arbejdsuge på op til 60 timer mod de tidligere 47.

Lørdag meldte SAS ud, at selskabet var klar til at forhandle med kabinepersonalet, hvis de gik i arbejde igen. Det gjorde de ansatte ikke, og konflikten landede i Arbejdsretten.

Retten pålagde kabinepersonalet at gå i arbejde klokken 12.30 søndag, men det nægtede de ansatte. De understregede, at de ønskede en acceptabel aftale med SAS, før de ville gå på arbejde igen, men truet med opsigelse, valgte de altså mandag formiddag alligevel at afblæse strejken.