SAS og stewardesser enige om spareplan

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS og de danske stewardesser er enige om en aftale angående besparelser.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
De danske stewarder og stewardesser og SAS har indgået en aftale om besparelser efter måneders intense og skarpe forhandlinger. Det oplyser de kabineansattes fagforening CAU på sin hjemmeside.

- Med glæde kan vi informere om, at CAU søndag aften indgik aftale med SAS angående besparelser. Indholdet af aftalen, vil der blive udsendt information om, når de sidste detaljer er på plads, skriver fagforeningen.

Det har ikke været muligt at træffe formand Verner Lundtoft for en uddybende kommentar.

Spareplan på 2-3 milliarder kroner
Det økonomisk trængte SAS er med aftalen med de kabineansatte et stort skridt nærmere at have forhandlet en ny spareplan på 2-3 milliarder kroner på plads med de mange forskellige fagforeninger i det skandinaviske luftfartsselskab.

Piloterne blev allerede enige med ledelsen i SAS før jul. De kabineansatte har gennem hele forhandlingsperioden været nævnt som den personalegruppe, det var sværest at nå til enighed med. Kort før jul sende administrerende direktør i SAS Danmark Susanne Larsen et brev til samtlige ansatte i SAS, hvor hun ridsede alvoren op.

Ritzau