SAS må fyre piloter over 60

Det skandinaviske flyselskab SAS har vundet en vigtig principiel sag i Norge om retten til at afskedige piloter over 60 år. Dommen kan gøre det lettere for SAS at spare omkostninger.

Foto: Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen
Det var ok, at SAS sidste år fyrede 10 norske piloter over 60 år. Det vurderer domstolen i de norske byer Asker og Bärum, og dermed taber de fyrede piloter retssagen, hvor de havde anklaget SAS for aldersdiskrimination.

Norske piloter har nemlig ifølge lokale regler for flycertifikater lov til, men ikke ret til, at flyve kommercielt indtil de bliver 65 år. Det er væsentligt længere end deres svenske og danske kollegaer.

SAS vil hjælpe unge piloter
SAS begrundede deres fyring af de ældre norske piloter med, at de i modsætning til yngre kollegaer har haft længere tid til at optjene gode pensionsforhold, og derfor ville blive mindre hårdt ramt af en fyring.

”Pensionsordningen i SAS er således, at man kan optjene fuld og hel pension, når man fylder 60 år. Vi mener, at det er forsvarligt at vælge at opsige dem, der kan overgå til gode pensioner, frem for at opsige yngre piloter, der eventuelt må ud i arbejdsløshed,” siger SAS’ norske advokat, Tron Dahlheim.

Ældre piloter dyre i drift
Der er dog heller ingen tvivl om, at der er en klar kontant gevinst for SAS i at afskedige de ældre piloter frem for de yngre. Piloterne i SAS arbejder typisk fra de er 30, til de fylder 60 år. I løbet af årene arbejder de sig op ad i alt 30 løntrin, til de ender på noget, der ligner halvanden mio. kr. plus pension.

Dommen, der faldt i går, er derfor vigtig for SAS, der netop nu arbejder på yderligere sparetiltag i den trængte koncern.

De fyrede piloter, der ud over fyresedlen også skal betale sagens omkostninger på 900.000 norske kroner, vil nu overveje, om de vil anke. Sagen har imidlertid vakt stor opsigt i Norge, og det norske Fremskridtsparti vil nu rejse sagen i Stortinget.