SAS-leverandørs overenskomstforhandlinger er brudt sammen

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Fagforeningen Flyvebranchens Personale Union og bemandingsselskabet PAS Aviation kan ikke nå til enighed om overenskomster for flyvepersonale, der skal bemande i alt fire ATR72-600-fly, som estiske Regional Jet OÜ skal operere for SAS fra 15. august.

Det skriver branchemediet Check-in.dk.

Ifølge mediet er det blandt andet historier om lønninger på ned til 13.000 kr. om året og modvilje fra Jet Time-medarbejdere mod at arbejde ved Regional Jet ÖU og PAS Aviation, der de seneste måned har gjort det svært for det schweiziske bemandingsselskab at rekruttere medarbejdere.

SAS har stillet krav om danske overenskomster.

»Vi arbejder for Regional Jet, der i aftalen med SAS har bekræftet, at man vil indgå lokale overenskomster for piloter og kabinepersonale. Vi vil beskæftige danskere i Danmark, og vi er faktisk nogle rare mennesker, der kommer og tilbyder en seksårig kontrakt,« sagde PAS Aviations direktør, Philip Ashley-Schmidt i maj til Check-in.dk.

Direktøren afslørede i den forbindelse også, at hvis det ikke lykkes at få overenskomsten på plads, inden flyene skal lette 15. august, kan selskabet ansætte personale på midlertidige kontrakter.