SAS kræver halv mia. kr. af Bombardier

SAS' Dash-fly er på vej i luften. Derfor mener det skandinaviske flyselskab, at tiden er inde til at se på, hvem der skal holdes økonomisk ansvarlig. Flyproducenten Bombardier får i første omgang en regning på en halv mia. svenske kroner.

SAS' koncernchef Mats Jansson sagde onsdag på et pressemøde, at tiden nu var inde til at se på de økonomiske konsekvenser.

»Mens krisen har stået på, har vi ikke talt om penge. Men nu sender vi flyene i luften fra i morgen, og vi forventer, at vi derefter vil sætte os ned med Bombardier og kræve mindst en halv mia. kr. i kompensation,« siger koncernchefen og fortsætter:

»Det skal dække produktionsbortfald og de indirekte omkostninger, vi har haft ved at have fly på jorden i tre uger.«

Al trafik med denne flytype blev standset, efter at to SAS-fly med få dages mellemrum forulykkede, først i Aalborg Lufthavn 9. september, siden i Vilnius i Litauen tre dage senere. I begge tilfælde bukkede det højre landingshjul under for presset. Ingen passagerer eller besætningsmedlemmer blev alvorligt kvæstet ved ulykkerne.

Årsagen til de to havarier med SAS' Dash8 Q400-fly i Aalborg og Vilnius var hverken nedskæringer i SAS' budget for sikkerhed og kontrol eller en kulmination på uregelmæssigheder i SAS' trafikplaner. Det fastslog koncernchef Mats Jansson på pressemødet, skriver RB-Børsen.

Årsagen var, at flyproducenten Bombardier svigtede sit ansvar for kontrol af landingskonstruktionen, sagde han. Det er baggrunden for, at SAS nu indleder drøftelser med flyproducenten om erstatning for udgifter og tabte indtægter.

SAS sender ét Dash Q400-fly i luften fra København i morgen og ét fra Stockholm. Selskabet forventer, at alle flyene af den uheldsramte type er i luften igen den 15. oktober. SAS Danmark ejer 27 Dash8 Q400-fly.

SAS har tidligere oplyst, at det koster selskabet op mod 12 millioner kroner om dagen at holde flyene på jorden.