SAS klar med spareplan

SAS koncernen har indgået overenskomst med diverse fagforeninger. Overenskomsten ventes at give besparelser for 1 mia. kr. Det oplyser SAS. En tredjedel spares på lønninger.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
SAS koncernen har indgået overenskomst med diverse fagforeninger. Overenskomsten ventes at give besparelser for 1,5 mia. skr. (1 mia. kr.). Det oplyser SAS.

Med overenskomsten i hus har SAS "kun" 2,5 mia. skr. tilbage af de samlede omkostningsbesparelser, som skal til for at få flykoncernen tilbage på rette spor.

"Hovedparten af de resterende omkostningsbesparelser knytter sig til andre dele af af SAS og koncernledelsen vil nu igangsætte er besparelsesprogram inden for forskellige områder," skriver SAS i meddelelsen.

Skridt i den rigtige retning
Det er et stort skridt i den rigtige retning, at SAS onsdag kan meddele, at selskabet er nået frem til en aftale med fagforeningerne. Det konstaterer analytiker Karsten Sloth fra Jyske Bank over for RB-Børsen.

"Der skal veksler til at få en bedre rentabilitet, og den udfordring har de stadigvæk, men det her er selvfølgelig et stort skridt på vejen," siger Karsten Sloth.

Men han understreger samtidig, at selskabet stadig mangler at finde 2,5 mia. skr. for at nå målet om besparelser på 4 mia. skr. Besparelser alene kan dog ikke fremtidssikre den skandinaviske luftfartskæmpe, konstaterer analytikeren.

"Det vigtigste er, at de også får løftet indtjeningen, så de ikke bare bliver ved med at skære til," siger Karsten Sloth.

Jansson tilfreds
Koncernchef Mats Jansson glæder sig over, at det er lykkedes at finde en løsning.

"Vi delte for første gang opfattelse af problemerne og målet. Vores medarbejdere har demonstreret stor forståelse og fagforeningerne har handlet ansvarligt. Derudover er vi enige om fortsat at arbejde på at få vores omkostninger ned. De næste par år kan blive krævende for flyindustrien, men med konkurrencedygtige omkostninger og godt samarbejde vil vi overleve den periode," siger Jansson til Ritzau.

RB-Børsen