SAS kan blive mere svensk

Produktionen skal foregå så billigt som muligt. Derfor kan det blive en løsning at gøre brug af mere svensk arbejdskraft i forhold til norsk og dansk, siger SAS-topchef.

Det kan komme på tale at gøre brug af flere svenske ansatte, siger SAS' adm. direktør Mats Jansson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Sweden
En flytning af hovedvirksomheden er blandt de planer, som det stækkede flyselskab i øjeblikket arbejder med. Det kan betyde flere svenske ansatte på flyvninger, siger topchefen i SAS, Mats Jansson.

I Norge bekræfter man, at en flytning af hovedvirksomheden kan være på tapetet.

”At benytte flere ansatte fra et land end et andet er en af de muligheder, man ser på fremover," siger informationsrådgiver i SAS Norge Elin Hansen til den norske avis E24.

Hun vil ikke gå i nærmere detaljer med planerne, men siger, at det næppe er på tale at lade svenske ansatte flyve på de norske indenrigsruter.

Strukturelle ændringer på vej
Mats Jansson har tidligere sagt til svensk tv, at der muligvis er strukturelle ændringer på vej.

”Vi må forsøge at producere vores virksomhed, hvor den er billigst, og det er billigere at gøre det i Sverige end i Norge og Danmark. Det kan derfor blive aktuelt at flytte produktionen fra Danmark til for eksempel Sverige”, siger han.

Dermed sidder svenskerne med en økonomisk trumf. Ifølge topchefen ligger SAS omkring 40 pct. højere i forhold til løn og pension sammenlignet med fx konkurrenten Norwegian.

I løbet af august vil SAS ifølge E24 fremlægge en plan over de strukturelle ændringer.

SAS i Danmark ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til pressechef i SAS-koncernen Elisabeth Manzi. Hun siger til den norske avis E24, at koncernen endnu ikke har besluttet sig for, hvilke omkostningsbesparende tiltag, der skal ændres, og at hun desuden ikke ønsker at kommentere sagen.


Læs også:

SAS-personale sender nødråb til politikere

SAS må fyre piloter over 60

SAS-partner skærer dybt