SAS indkalder til ekstraordinært møde med fagforeninger

Efter næsten fire dages strejke har SAS nu under stort hemmelighedskræmmeri indkaldt alle faggrupper til et stort ekstraordinært møde tirsdag eftermiddag.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø. Jakob Esposito, talsmand for SAS' kabinepersonale.
Læs mere
Fold sammen

Indtil videre har SAS ikke villet forhandle videre med CAU, efter kabinepersonalet de sidste fire dage har haft nedlagt arbejdet i strid med overenskomsten, i protest mod at 147 ansatte er blevet ført over i datterselskabet Cimber. Men det betyder tilsyneladende ikke, at man ikke vil mødes med dem.

Ifølge Danmarks Radio er repræsentanter for samtlige medarbejdergrupper i SAS nemlig blevet indkaldt til et ekstraordinært møde i hovedsamarbejdsudvalget tirsdag eftermiddag.

Kabinepersonalets fagforening CAUs næstformand, Jean Pierre Schomburg, bekræfter mødeindkaldelsen, men fortæller samtidig, at han ikke har fået nogen informationer om, hvad mødet handler om, eller hvor det bliver afholdt. En bil vil hente ham og køre ham til en hemmelig destination, hvor mødet skal afholdes.

Strejken blev opløst mandag efter SAS truede at fyre alle, der ikke genoptog arbejdet. Tidligere havde Arbejdsretten pålagt kabinepersonalet det samme, men uden effekt.

Et stridspunkt mellem de to parter er knap 30 kabineansatte, der er suspenderet for at have presset kollegaer til ikke at gå i arbejde under den overenskomststridige konflikt. Ifølge DR har SAS sendt den sag videre til DI, der nu skal gennemgå hver enkelt sag.

Arbejdsnedlæggelsen skete, fordi Cimber-overenskomsten stiller de ansatte dårligere end hos SAS' overenskomst. På den nye overenskomst vil kabinepersonalet få en startløn på 21.400 kroner og ende med en slutløn på 25.300 kroner. På SAS' tidligere overenskomst lå startlønnen på 19.000 kroner, men personalet kunne opnå en slutløn på 30.500 kroner. Desuden går kabinepersonalet fra seks uger til fem ugers ferie. Det skriver DR.