SAS indgår samarbejde med Danmarks største biludlejer

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS har indgået et samarbejde med Europcar, som er Danmarks største biludlejningsfirma.

Samarbejdet betyder, at når der bestilles en flyrejse hos SAS, så får kunden nem adgang til Europcars lejebiler samt relevante specialtilbud i forbindelse med kundens rejse.

»Vi er glade for at samarbejde med Scandinavian Airlines, hvilket støtter mobiliteten hos vores fælles kunder.«

»Europcar og SAS deler de samme værdier med hensyn til kundetilfredshed, og med vores erfaring og en bred vifte af skræddersyede og eksklusive tjenester er vi overbeviste om vores evne til at ledsage passagererne på både første og sidste del af rejsen,« udtaler Siham El Haïl, leder af internationale partnerskaber hos Europcar Mobility Group, i en pressemeddelelse.

Foruden Danmark udbyder Europcar Mobility Group forskellige løsninger i 132 lande verden over.

/ritzau/FINANS