SAS i offensiven - åbner 45 nye ruter

Få dage efter SAS nærmeste fremtid blev sikret med en voldsom spareplan, søsætter det skandinaviske flyselskab en storstilet satsning

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SAS sætter nu handling bag ordene. Fredag morgen meddeler det skandinaviske flyselskab, at det vil åbne intet mindre end 45 nye ruter næste år - deraf ti ud af Københavns Lufthavn.

Det aggressive træk kommer kun kort tid efter, at ordet "konkurs" blev nævnt, når man snakkede SAS.

Det var først mandag, at den storstilede spareplan - der blandt andet indebærer store forringelser for de ansatte - faldt endeligt på plads. Forud for forhandlingerne med medarbejderne, havde ledelsen varslet, at det ville indlede en offensiv, hvis altså den fik de nye overenskomster i hus.

Det gjorde ledelsen, og allerede torsdag blæste SAS-ledelsen til offensiv ved at sende én million billige billetter i omløb i en kampagne, der løber en uge. Nu kommer så meddelelsen om, at SAS samlet set åbner 45 nye ruter i 2013.

Når det kommer til ruterne ud af Københavns Lufthavn, så er de fire af ruterne helårsruter. Det betyder at den danske hovedstad fra næste år får direkte forbindelse til Newcastle, Budapest, Prag samt San Francisco, som er en gammel kending, når det kommer til SAS-destinationer. Sidstnævnte åbner til april med seks ugentlige afgange.

SAS er traditionelt og i høj grad målrettet erhvervskunderne, men de nye ruter vidner også om, at det skandinaviske flyselskab er parat til at gå i infight med lavprisselskaberne. I hvert fald er SAS ikke bleg for at satse på seks sæsonruter til Sydeuropa. Baggrunden skal findes i den strategi SAS har om at fastholde kunderne, forklarer selskabet marketingschef Robin Kristensen.

"Vores seks nye sommerruter går til feriedestinationer i Sydeuropa. Vi ved, at vores faste kunder, som rejser meget i forbindelse med arbejde, sætter stor pris på også at rejse med SAS, når de skal på sommerferie. De værdsætter vores punktlighed og de mange tidsbesparende løsninger, vi tilbyder," siger han i en kommentar til ruteåbningerne.

SAS åbner desuden næste år 11 nye ruter fra Sverige og 17 nye ruter fra Norge. Fra Finland åbner SAS i alt syv nye ruter, skriver selskabet. Det fremgår ikke af meddelelsen, om SAS planlægger at lukke ruter i 2013.