SAS henter erfaren luftfartsmand ind i bestyrelsen

SAS foreslår et nyt medlem til sin bestyrelse, og der er tale om en erfaren person fra industrien i form af Kay Kratky, som i sin erhvervskarriere har bestredet direktørstillinger hos både Lufthansa og Austrian Airlines.

I øjeblikket er Kay Kratky blandt andet bestyrelsesmedlem hos Austrian Aviation Association, mens han igennem en årrække har haft flere ledende stillinger hos Lufthansa, herunder i en periode som driftsdirektør.

Mellem 2015 og 2018 var Kay Kratky, der er født i 1958, administrerende direktør hos Austrian Airlines.

/ritzau/FINANS