SAS havde færre passagerer på flyene i november

Foto: Steffen Ortmann

Der var færre passagerer om bord på SAS-flyene i november sammenlignet med året før, men til gengæld har flyselskabet fået bedre priser for billetterne.

SAS transporterede 2,3 mio. passagerer i november, hvilket var 4,8 pct. færre end i samme måned året før, oplyser SAS i sine egne trafiktal for måneden.

Den såkaldte RPK, der dækker over passagertrafikken målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK), faldt 6,1 pct., mens belægningen - selskabets evne til at fylde flyene - dykkede 5,1 pct.point til 68,6 pct.

Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, steg til gengæld 9 pct. fra november sidste år, hvor SAS betegnede yielden som svag.

Udviklingen forklares med, at SAS i november sidste år fyldte 70 år, og derfor kørte en stor kampagne, der gav flere passagerer, men til lavere billetpriser.

/ritzau/FINANS/